En vindstille sommeraften brølede og brusede havet så meget, at det var svært at få ørenlyd. Et fænomen, der opstår, når en storm på havet i løbet af kort tid lægger sig, mens havet stadigvæk er i skummende oprør.
Min bror og jeg var på besøg hos onkel Johannes i Klitmøller. Johannes var skomager og var meget optaget af ny teknologi, videnskab og motorkøretøjer. Han havde i mange år drømt om at skifte sin røvskubber ud med en Vespascooter. En røvskubber er en cykel med en lille motor på bagagebæreren. Den kræver ikke kørekort i modsætning til Vespaen. Så i en høj alder tog han kørekort.
En dag tog han os med ind i et hønsehus, hvor den funklende nye Vespa stod. Han startede motoren og gassede op, mens han stolt så os i øjnene gennem en benzinduftende røgsky. Han tilbød os en tur.
Først kørte han af sted med mig, så jeg som den mindste kunne cykle i forvejen og på den måde blive indhentet af min storebror, så vi kunne cykle sammen resten af vejen.
Mørket var så småt ved at falde på, da jeg hørte en ambulance i det fjerne. Den kom nærmere og nærmere. Idet den passerede mig, måtte jeg stå af cyklen. Mine ben kunne ikke bære mig. Jeg var så nervøs og rystet, at jeg i buldrende mørke måtte trække cyklen de sidste fire kilometer.
Idet jeg stillede cyklen i cykelstativet, kom min mor ud indefra naboen, borgmester Christian Iversen og frue, som var de eneste i kvarteret, der havde telefon. Mit hjerte hamrede, da jeg så hende gå ned af trapperne. Jeg sagde til hende, at hun ikke behøvede at fortælle, hvad der var sket.
I et sving ved indkørslen til Klitmøller fik min onkel en absence og kørte lige ud med det resultat, at scooteren fløj hen over en grøft og landede på trappen uden for min grandonkels købmandsbutik. Min bror fløj bogstavelig talt af sted på røv og albuer. Han kurede henover grus og tørt marehalm gennem et råddent stakit og landede til sidst inde i køkkenhavens brombærkrat. Der gik hul på hans albueled i en grad, så en knogle var blevet synlig.
Min onkel blev kørt på Thisted Sygehus. Dog blev han udskrevet et par dage efter. Det sidste, jeg husker om ulykken, var en blikspand med rødt vand, hvor min onkels tøj lå i.
Johannes, som var ekstrem indremissionsk, mente, at Gud havde holdt hånden over de to. Måske havde han ret?
Jan Morell: Ambulance og Absence
er et alsidigt slangord i dansk, der kan anvendes i forskellige kontekster fra bilverdenen til humor. Som med mange slangudtryk er betydningen ofte afhængig af konteksten, og det er vigtigt at forstå denne kontekst for at bruge ordet korrekt.