Det skete aldrig, at jeg blev passet af andre end mine forældre eller min storesøster. Dog var der en enkelt undtagelse. Min onkel boede i Klitmøller. Han var sortseende indremissionsk pietist. Det modsatte køn havde ikke hans interesse. Nej, for Johannes var tilværelsens højdepunkter af mere videnskabelig art.

OPFINDEREN JOHANNES

Han opfandt et middel til at lappe cykler med – en opfindelse som først 60-70 år senere blev patenteret.
Metoden bestod i at sprøjte en væske direkte ind i slangen, og vupti var den lappet. I dag anvendes en lignende metode når det gælder både cykler og biler.
Unge i Klitmøller besøgte ofte min onkel i hans skomagerforretning. De holdt meget af at høre ham fortælle om nye opfindelser i verden. Johannes var ekspert når det gjaldt motorkøretøjer. Han fortalte fx om bilers egenskaber, så som ydeevne, accelerationstid, bremselængde, hestekræfter, forskellige brændstoffer og tophastighed. Han nåede aldrig at blive motorbølle, bortset fra at han dog havde kørekort til scooter. Han læste et hav af videnskabelige, men han brugte naturligvis meget mere tid på at læse i Den Hellige Bog. Mine forældre havde lavet en aftale med ham om, at han skulle passe mig i to dage.

TIS OG HELLIGDAG

Hvad vi lavede den første dag, aner jeg ikke. Men hvad der hændte på anden andendagen, husker jeg som var det i morges. Dagen var et langt mareridt. Hverken før eller siden, har jeg følt mig så ensom i min barndom.
Jeg vågnede ved at jeg havde tisset i bukserne. Tisset rigtig meget. Jeg smed lagenet i skraldespanden og mine underbukser i min skoletaske. Jeg havde syndet.
Min onkel var meget from og talte igen, igen om synd og syndenød og omvendelse.

En varm sommerdag ville jeg som tolvårig glæde min onkel med at rive de runde rullesten omkring huset. Efter en halv times tid var jeg færdig og bankede på døren i håbet om, at jeg fik en gul sodavand til at slukke tørsten med.
Johannes lukkede op og med begge hænder viste han fuld stop. Stadigvæk uden at se på mig. Med hovedet på sned stillede han mig et retorisk spørgsmål, om jeg da ikke kendte reglerne. Høfligt sagde han livløst og monotont farvel.
Jeg var et stort spørgsmål. Hjemme igen fortalte jeg mine forældre, at onkel Johannes var mærkelig og mumlede noget om regler. Mine forældre brød nærmest sammen af grin og sagde at det jo var syndigt at arbejde om søndagen. Jeg var lettet og grinede med.
Om morgenen da jeg var stået op, fortalte onkel Johannes mig, at vi skulle cykle en tur ud i skoven. Da vi havde cyklet fem kilometer, holdt vi pause ved Søholt Savværk.
Min korte bukser var ikke foret, så jeg havde meget ondt mellem benene. Johannes var gået langt ind i skoven for at tisse bag et træ. Før han kom tilbage, nåede jeg at se, hvor rød jeg var mellem benene. Og det sved og kradsede, når jeg gik.
Jeg glædede mig til at komme hjem, så jeg kunne fortælle mine forældre, hvad jeg havde oplevet. Men jeg turde ikke. Min samvittighed var sort og jeg følte, at jeg havde syndet.
Jeg glæder mig over, at min far brød med den sorte livsfornægtelse og det formørkede menneskesyn, som har sin rod i enhver bogstavtro religion.
Onkel Johannes legede et par gange med os børn, men påpegede flere gange overfor min far, at hans fem børn var meget livlige. Underforstået uopdragne og vilde.
Under en middag rejste min onkel sig op og fandt en bog frem, som ikke lignede en bibel. Han begyndte at læse højt, mens hans bøjede hovedet på sned. Hans stemme forandrede sig markant, og han nærmest messede. Pludselig lagde han bogen fra sig på bordet, tog en skive rugbrød, smuldrede den og lagde krummerne i en sirlig lige række og med rette vinkler. Alle var tavse og min onkel stirrede tomt ud i det lavloftede rum.
Hvorfor han blev som han var, har jeg pønset meget på. Jeg tænker at han havde forladt den verdslige verden og havde fortabt sig i en anden og kold verden, som blandt andet betød, at han blev født, døbt, konfirmeret og døde i sit barndomshjem.
Ordene religionsvanvid og ekstrem fundamentalisme, kunne måske være den rette betegnelse.
Hvordan det kunne komme så vidt, undrer jeg mig over den dag i dag. Min farfar – der var formand for Indre Mission i Klitmøller -var et meget varmt, mildt og kærligt menneske. Egenskaber, som min far også var begavet med.
PÅ falderebet vil jeg understrege, at jeg har haft rigtig mange gode oplevelser, som jeg mindes med stor glæde. Min farfar og onkel havde byens skomagerforretning. Jeg elskede at være der og nød at se dem lave træskostøvler, almindelige træsko med spids snude og træskostøvler, som fiskerne brugte på havet. Det var også på værkstedet, at min farfar som et kuriosum hjalp min far med at konstruere en violin. Resonanskassen var en margarinekasse og strengene udgjordes af kinesertråd, som var en særlig stærk form for sytråd. En pind erstattede violinbuen
Næste dag tog min far instrumentet med i skole for at vise læreren det unikke instrument. Læreren blev så begejstret, at han forærede min far sin violin. Det skulle vise sig, at kinesertråd, en margarinekasse og en pind skulle få stor betydning for min far og hans familie efterkommere liv.
Min far spillede violin resten af sine dage. Han og min mor tog, efter at de blev pensionister, studentereksamen med undervisning blandt andet i violin. De var i en del år begge medlemmer af et kammerorkester.
Hvad kan en margarinekasse og kinesertråd ikke afstedkomme?