Ung mand i knibe
Hun har en brun-orange frakke på med læderknapper. Hendes ansigt er halvt skjult af hætten. Brillerne harmonerer med frakken. Der er brune med mørkebrune pletter. Hendes har er meget brunt. Som en kastanie. Håret sidder stramt med en lang hestehale. Tjekket ser det ud. Tjekket er hendes kendetegn. Det oplevede jeg engang vi sammen var på KGB-lejr. Vi lå tæt sammen i nederste køjeseng. Da jeg forsigtigt lagde min hånd på hendes mave, flyttede hun min hånd. Som datter af præst i Snedsted skulle man nok være lidt kysk. Jeg havde aldrig nogensinde rørt en pige. Overhovedet ikke rørt. Jeg følte skyld og skammede mig.
I et frikvarter inviterede hun mig på en gåtur nede ved Limfjorden. Kærligheds Stien var et sted hvor man forventede at blive kærester. Men stakkels mig. Jeg stivnede da hun sagde at hun rejste til Amerika for at gå på et gymnasium i San Fransisco.
Min drøm var knust.
Hvordan og med hvilke ord vi skiltes, erindrer jeg intet om. Kun den mentale og lammende sorte tåge i min forsmåede krop husker jeg.
At være 19 år og mandlig jomfru troede jeg kun var overgået mig. Ingen talte jeg med om min tragiske skæbne om. Ingen.
Et par dage gik lå jeg underdrejet i min seng. Var livet værd at leve, spurgte jeg mig selv.
Jeg fik et stærkt behov for at flygte til et eller andet hemmeligt sted, hvor ingen kendte mig.
Jeg sad en dag ved vinduet i mit værelse og så på sneen, der faldt tæt. Det blæste op fra vest. Det gjorde det ofte på min fødselsdag sidst i marts.
En af gaverne var et par grønne søstøvler. Synet af dem fik mig til at tage dem på. Jeg ville gå en tur.
Gennem søle og sjap vandrede jeg mod Klitmøller. Der ikke mere end 17 km. Jeg frøs og satte tempoet op. Langsomt bredte varmen sig i min krop, og jeg fik det en anelse bedre.
Jo længere vestpå man kommer, jo varmere bliver det. Sneen smeltede.
Efter 10 km’s vemodig vandring hørte jeg en sagte rislen. Vejgrøftens sne smeltede. I disen hørte jeg et biuvit-biuvit. En vibe gloede på mig og ville fortælle mig noget jeg ikke vidste hvad var.
Men så skete miraklet.
Jeg blev beruset af tanken om, at præstens datter ikke var den eneste dejlige pige i Thisted og omegn.
Da jeg nåede Vesterhavet, skreg jeg for fuld kraft mod England, mens jeg med knytnæverne bankede på mit bryst: længe leve mig!
I et frikvarter inviterede hun mig på en gåtur nede ved Limfjorden. Kærligheds Stien var et sted hvor man forventede at blive kærester. Men stakkels mig. Jeg stivnede da hun sagde at hun rejste til Amerika for at gå på et gymnasium i San Fransisco.
Min drøm var knust.
Hvordan og med hvilke ord vi skiltes, erindrer jeg intet om. Kun den mentale og lammende sorte tåge i min forsmåede krop husker jeg.
At være 19 år og mandlig jomfru troede jeg kun var overgået mig. Ingen talte jeg med om min tragiske skæbne om. Ingen.
Et par dage gik lå jeg underdrejet i min seng. Var livet værd at leve, spurgte jeg mig selv.
Jeg fik et stærkt behov for at flygte til et eller andet hemmeligt sted, hvor ingen kendte mig.
Jeg sad en dag ved vinduet i mit værelse og så på sneen, der faldt tæt. Det blæste op fra vest. Det gjorde det ofte på min fødselsdag sidst i marts.
En af gaverne var et par grønne søstøvler. Synet af dem fik mig til at tage dem på. Jeg ville gå en tur.
Gennem søle og sjap vandrede jeg mod Klitmøller. Der ikke mere end 17 km. Jeg frøs og satte tempoet op. Langsomt bredte varmen sig i min krop, og jeg fik det en anelse bedre.
Jo længere vestpå man kommer, jo varmere bliver det. Sneen smeltede.
Efter 10 km’s vemodig vandring hørte jeg en sagte rislen. Vejgrøftens sne smeltede. I disen hørte jeg et biuvit-biuvit. En vibe gloede på mig og ville fortælle mig noget jeg ikke vidste hvad var.
Men så skete miraklet.
Jeg blev beruset af tanken om, at præstens datter ikke var den eneste dejlige pige i Thisted og omegn.
Da jeg nåede Vesterhavet, skreg jeg for fuld kraft mod England, mens jeg med knytnæverne bankede på mit bryst: længe leve mig!