Et øjeblik …
Min sidste naturoplevelse den dag var en smuk, imponerende tranedans. Troede jeg.
På vej ud mod landevejen igen, ligger der nemlig en stribe af meterhøje myretuer. Jeg standser op for at nyde de små insekters samarbejde med at transponere de vissentbrune grannåle op på toppen af det imponerende kunstværk. Mens jeg iagttager myremylderet, strejfer en tanke mig, og jeg spørger mig selv om, hvad det ville betyde for menneskeheden, dersom Homo Sapiens’ intelligens var lige så højt udviklet som Myre Sapiens’ intelligens. Man kunne fristes til at mene, at myrerne har øje for Hin Anden. Når jeg ser en samarbejdende hob af myrer langsomt fortære en hugorm, der vejer 1500 milligram, mens en myre vejer 6 milligram. Det fører til at jeg får en kættersk og morbid tanke. Hvis man låser diktatoren, Vladimir Putin inde i et rum sammen med 100.000-vis af samarbejdende myrer, ville verden måske slippe af med en løgner, en storsvindler og demagog, der langsomt ville dø en smertefuld død. En raffineret form for tortur. At skyde eller henrette ham ville være alt for billigt sluppet.
Da jeg træder ud af bildøren, tager orkanen ved bildøren og vrider den af led. Heldigvis ikke mere end jeg kan lukke den igen. Foroverbøjet går jeg op over en klit, og da synet af havet viser sig, bliver jeg lykkelig. Siden min barndom har jeg set Vesterhavet i den grad vise tænder. Jeg smider alt mit tøj og lægger et par store sten ovenpå. Da min far var ung, mistede han en fætter på en dag, hvor det var magsvejr. Han blevet fanget af et hestehul og forsvandt hurtigt ud i det skummende hav, Neptunens Hav. Blandt andet derfor er min respekt for havet stor.
Ydmygheden og nøgenheden gør, at jeg nu er et med naturen. Jeg lægger mig på god afstand af brændingen. Nu er jeg helt klar over, at jeg er panteist og at min gud er Pan. Naturens Gud.
