Det er en festdag, den første skoledag i skoleåret. Således også i dag på Klitmøller Friskole. Men for nogle elever er dagen et vendepunkt i deres liv, nemlig alle dem, der ikke har prøvet sådan en dag før. De yngste elever på skolen. Sylerne udgør i alt 10 elever, og sylerne svarer til 0. klasse.

Alt er planlagt og tilrettelagt med coronaen som overordnet regelsætter

Skoleleder Birgit Sigaard Jensen byder velkommen frisk og veloplagt omme i gården. Coronaen og solen er gået hånd i hånd i dag; alt tegner til en god start på skoleåret. Herude kan alle stå i to meters afstand og dermed også synge.

Foto: Birgit Sigaard Jensen

– Dejligt at se så mange fremmødte, mener Birgit bagefter. – Der var en god stemning, og hvor er det skønt at se eleverne glæde sig sådan! Forældrene så også ud, som om de syntes, det var en god begyndelse på skoleåret. Der blev taget mange billeder!

– Hvor mange børn er der i dag på Klitmøller Friskole og Børnehus?

– 63 elever på friskolen. 70 børn i børnehave, heraf 12 i vuggestuen. Og 17 af børnene i børnehaven har fået det gamle SFO-lokale på skolen. Så vi lider efterhånden af pladsmangel.

– Der er 10 nye syler, to nye sardiner, 1 ny sild. Svarende til 0., 1. og 2. klasse. 3. klasse hedder makrellerne og 4., 5. og 6. er slået sammen i laksene. Som fiskene stiger i størrelse og volumen, stiger eleverne tilsvarende.

– Starter der nye lærere i år?

– Nej, samme besætning! Slutter skipper Birgit.

Hvad er en syler? På friskolen udtales ordet tryksvagt. Ordbog over det Danske Sprog anviser kun redskabet en syl: spidst metalredskab med håndtag, til at ridse eller stikke hul med i bløde materialer, og den kender vi alle. Også i ordet fedtsyl. En sule er en havfugl, der lever af fisk. Korpus.dk kender også kun begrebet en syl. Google spørger lidt irriteret: Mener du syren? Nej, det gjorde jeg ikke.

På Miljøstyrelsens hjemmeside var der en smule bid:

  • Indenfor projektområdet er der på fugleognatur.dk blevet observeret Syl-firling, som er på den danske rødliste. I og omkring Natura 2000-området findes bestande af fredede arter som springfrø, strandtudse og andre padder, samt sjældne planter som syl-firling og sjældne svampe. Arealer, hvor der indgår lobelie, brasenføde, fin bunke eller syl- blad i det amfibiske plantesamfund hører til type 3110 lobeliesø.
  • Sylfirling eller sylbladet firling er en 2-4 cm høj, nedliggende urt med fem-tallige blomster. Den vokser i Danmark f.eks. på sandmarker og i klitlavninger. Navnet skrives også Syl-Firling.

Det er Klitmøller Friskole, der har lanceret begrebet, så måske kan vi få yderligere forklaring der. I øvrigt kan man godt tillade sig det synspunkt, at friskolen måske er startet lidt for småt i fiskerækken. Sardiner kunne godt have været de mindste, så var der også logisk plads til de ældste børnehavebørn, som nu lidt ulogisk hedder hummere. Der går mange sardiner på en hummer. 😉

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg