“Knald og Fald i Thy” er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.
En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.
Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.
“Knald og Fald i Thy” kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.
18-19
Fyrværkerifabrikkens produktion var næsten ved at være afsluttet. Mange ekstra dage havde været taget i brug for at nå afslutningen inden jul.
Både Troels og Karl-Henrik var særdeles bevidste om, at varelageret skulle realiseres snart, der skulle ryddes op, og alle spor skulle slettes.
Allerede nu var det næsten umuligt ikke at være i godt humør og fløjte hele vejen til og fra den røde gård. Alle prognoser om indtjening havde været for lavtskydende, alle forudsigelser havde været for pessimistiske. Karl-Henriks forventninger til salget havde i den grad været forsigtige, så selv Troels så forbløffet ud, når han sådan kunne tage fejl.
Til dato havde de en nettofortjeneste på lige under fem millioner, og fik de solgt det sidste, og hvorfor skulle de ikke det?, stod der lidt over seks millioner i kontanter til dem godt gemt i den gamle, brune pengekasse i hakket bag kontoret.
Karl-Henrik sad næste eftermiddag på kontoret foran skærmen og halvsov. MultibrugsTV var for det meste noget kedeligt noget.
Han havde intet hørt fra Thomas og besluttede sig for lige at gi´ dem en sidste chance i dag.
Med et halvt øje så han Caspers ven, som han egentlig godt ville snakke med. Han skulle faktisk have gjort det for længe siden, men af indlysende årsager havde han ikke haft tid til det endnu.
Han rejste sig og gik ud i butikken. Ved slikmontren tog han lige fat i drengen og bad ham om at følge med ind på kontoret.
Han bad ham høfligt tage plads i stolen overfor, satte fingerspidserne mod hinanden og rømmede sig:
– Der var lige noget, jeg skulle have rede på. Du har solgt hash til min dreng, Casper, ved du. Der er noget, jeg ikke kan forstå.
Drengen så forskrækket ud, men fattede sig hurtigt og lignede herefter en person, der ikke vidste, hvad Karl-Henrik talte om.
– Hvem har du købt hashen af? ville Karl-Henrik vide.
Drengen rystede på hovedet.
– Jeg har ikke købt hash af nogen.
– Vil du benægte, at du har købt hash? Karl-Henrik var forundret.
– Da kan jeg bevise, at du har solgt hash til Casper. Ergo må du jo ha´ købt det et eller andet sted. Af en eller anden.
– Det kender jeg ikke noget til.
Det slog pludselig ned i Karl-Henrik:
– Har du ikke, må det naturligvis være din bror. I er jo enæggede og ligner derfor hinanden temmelig meget.
– Det ved jeg ikke.
Så eksploderede Karl-Henrik. Han var totalt ligeglad med jura og moral og for op, greb fat i drengen, ruskede ham og hvæsede imens ind i ansigtet på ham:
– Hvem af jer solgte hash til Casper?
Drengens hoved fløj fra side til side, mens han fremstammede et eller andet.
Karl-Henrik slap ham:
– Nå?
– Det var min bror.
– Og jeg vil også vide, hvem han købte det af?
– En mand nede på stranden.
– Hvem? Jeg vil vide hvem, og jeg ved, at det ikke var første gang, at I købte. I havde en fast aftale…
Drengen vred sig og var tydeligt beklemt. Karl-Henrik strammede til.
– Det var den anden uddeler dengang, ham der var her før…
Karl-Henrik slap ham, stærkt chokeret. Troels?
– Er du sikker på, at det var ham? Karl-Henrik så ham i øjnene.
– Ja, han havde surfudstyret på bilens tag, og hans våddragt skulle altid tørre her ude bagved…
Karl-Henrik vidste udmærket, at Troels ofte brugte sine fridage til at køre ned til stranden og tage en tur på boardet ude i bølgerne. Nå, det var for at sælge hash??
Karl-Henrik var i oprør. Det ville sige, at hans kompagnon, både nuværende og tidligere, havde en ekstraindtægt med at sælge hash til små drenge. Det var næsten for meget af det gode. Karl-Henrik gjorde tegn til drengen om at gå, og denne rejste sig hurtigt og gled ud af døren.
Han gik længe frem og tilbage, mens han grublede over det, han nødvendigvis måtte gøre ved den ting. Han var både vred og skuffet over makkerens ugennemtænkte forehavende, og det slog ned i ham, at han stadig ikke havde hørt fra Thomas. Vreden bemægtigede sig ham, og han greb mobilen…
19
Karl-Henrik meddelte telefonisk Thomas, at nu ville han ikke længere vente på deres svar. På lørdag ville han give Jan Ole USB- stikket og oplyse ham om Britts utroskab. Punktum.
Thomas sagde intet, havde blot afbrudt samtalen. Så hældte han et nyt glas whisky op.
Pistolen vejede godt et kilo og blev i 1985 valgt som tjenestevåben i det amerikanske forsvar. Thomas havde af gode grunde aldrig fået at vide, hvor faderen havde den fra. Han proppede 15- skudsmagasinet op, tog sigte ud af vinduet og sagde bang.
Han var nået dertil, at han måtte dræbe den gode Karl-Henrik med sin Beretta 92 FS. Hverken mere eller mindre. Han tog patronhylsteret ud og skilte pistolen ad igen. Alt skulle bare være i orden. Man havde vel nok været soldat.
Der var sgu ingen, der ville mistænke ham for det. Karl-Henrik skulle antagelig skydes i hovedet, sådan lidt i siden ind i tindingen. Eller bagfra i baghovedet, det lærte man i sin tid i mili, og det var øjeblikkeligt dræbende.
Ingen, udover Britt, vidste formentlig, hvad den gode Karl-Henrik havde kørende med sine USB-stik. Karl-Henrik ville nok ikke være så dum at anbringe kopien et sted, hvor politiet ville kunne finde den og på den måde lægge to og to sammen. Opdagede politiet på den anden side sammenhængen med indholdet af USB-stikkene og Karl-Henriks afpresninger, var der ikke langt til mistanke mod Thomas. Der var naturligvis ingen sikkerhed for noget som helst.
Ingen vidste i hvert fald, at han havde denne pistol. Når afskummet var likvideret, skulle den væk og det sådan, at ingen nogensinde ville finde den igen. Hertil var Vesterhavet et egnet sted. Bare en kilometer ude, plump. Han gad godt se den politihund, der kunne snuse sig frem der.
Thomas ville under ingen omstændigheder inddrage Britt i det her. Hun var bare roger, over and out. Vera skulle heller ikke vide noget som helst om noget, der helt var forbi.
Problemet nu hed Karl-Henrik Kegnæs. Eliminer ham, og eliminer problemet! Nu, hvor beslutningen endeligt var for Vera og mod Britt, kunne Karl-Henrik være den lille tue, der væltede det sprøde forhold, og det var ikke ønskværdigt.
En sær ro bredte sig. Det var meget længe siden, at en så behagelig følelse strømmede over hele kroppen.
Efter erkendelsen af sin virkelighed måtte man konkludere, at følelserne for Britt havde antaget mere jordiske former og var begyndt at klinge af og nærmest erstattet af vrede og foragt. Han havde været nede på bunden, og fra da af kunne det kun gå fremad. Faktisk havde hun hjulpet ham med sine friskfyr-bemærkninger, at hun kom, så og besejrede ham. Aldrig troede han, at kvinder kunne være så ondskabsfulde!
Også i den del af følelsesregistret, der havde med Karl-Henrik at gøre.
Ingen kommunikation mere med ham. Nu var det slut.
Klokken var over ni, og det var bælgmørkt. Han stak pistolen ind under jakken og gik ud i bilen.
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg