Når jeg står i kø, er det som regel en tavs kø. Vi snakker ikke sammen, medmindre en af os pludselig skulle falde om. Så ville ham bagved måske blot overtage hans plads efter forsigtigt at have skubbet den liggende og ret besværlige kunde lidt væk. Men oftest sker den slags ting ikke. Heldigvis. For det meste står vi bare der og forsøger at se uinteresserede og kundeagtige ud.
Det er ved sådanne lejligheder der midt i køen, hvor kunden oppe ved kassen fumler alt for længe med sit betalingskort, så man virkelig venter og venter, at jeg føler, at ordene: Pas på hinanden! Samvær og fællesskab! Mennesket er et socialt væsen! Er tomme, hule klicheer.
En anden banal kliché lyder: En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. Jo, tak. Hvornår møder man en fremmed, der bliver ens ven?
For et par år siden stod jeg i kø i en forretning i København med to flasker vin. De kostede 100 kroner, og jeg havde præcis 100 kroner i lommen og hverken kreditkort eller mobil, fordi jeg kom direkte fra søbredden. Det var en af de varmeste sommerdage i hovedstaden, og vi trængte bare til noget koldt at drikke.