Der stod agile, ikke virile. Bare for god ordens skyld. Læs og bliv et glad menneske.

Så er der ledige jobs! Er du for eksempel en erfaren scrum master, kan du få ansættelse i Londo …, nå, nej, det er i Frederiksberg Kommune - her i Danmark!

I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der må formodes at gøre en indsats for at udvikle og forenkle.

Hvad styrelsen nærmere skal udvikle og forenkle, står ikke helt klart efter at have læst annoncen. Det er under ingen omstændigheder det danske sprog.

De 8 roller for en Scrum Master

En Scrum Master skal udfylde mange roller i løbet af en Scrum-proces for at sikre, at Scrum er implementeret. Her kan du læse om de 8 roller en Scrum Master kan have i løbet af processen.

Scrum Masteren er ansvarlig for at sikre Scrum er forstået og vedtaget. Dette gør Scrum Masteren ved at sikre, at Scrum Teamet overholder teori, praksis og regler.

Scrum Masteren er en tjenende-leder for Scrum Teamet – personen hjælper dem uden for Scrum Teamet til at forstå, hvilke af deres interaktioner med Scrum Teamet, der er hjælpsomme, og hvilke der ikke er. Scrum Masteren hjælper alle med at ændre disse interaktioner med henblik på at maksimere værdien skabt af Scrum Teamet.

Rollen som Scrum Master har stor mangfoldighed og mange roller. En god Scrum Master er opmærksom på dem og ved, hvornår og hvordan man anvender dem, uafhængig af situation og kontekst, med det formål at hjælpe folk til at forstå ånden i Scrum. Her får du 8 roller en Scrum Master kan udfylde:

Scrum Master Roller

  1. Tjenende leder – som har fokus på teammedlemmernes og kundens behov, med det formål at opnå resultater i overensstemmelse med virksomhedens værdier, principper og forretningsmæssige mål.
  2. Facilitator – ved at sætte scenen og give klare grænser - hvori teamet kan samarbejde.
  3. Coach – coache det enkelte individ med fokus på tankegang og adfærd – teamet i løbende forbedringer og virksomhedens gode samarbejde med Scrum Teamet.
  4. Bestyrer – have ansvar for at forvalte forhindringer, fjerne spild, styre processen, administrere teamets velvære, forvalte grænserne for selvorganisering og styre kulturen.
  5. Mentor – der overfører agil viden og erfaring til teamet.
  6. Lærer – for at sikre, at Scrum og andre relevante metoder er forstået og vedtaget.
  7. Hindringsfjerner – løse blokeringsproblemer, så teamet kan lave fremskridt – under hensyntagen til de selv-organiserende kapaciteter af udviklingsteamet.
  8. Forandringsagent – for at muliggøre en kultur, hvor Scrum Teamet kan blomstre.

Der er meget at tage fat på for en dansk læser.
For det første skal man holde hovedet koldt og vide, at man stadig bor i Danmark, hvor vi på en måde har vedtaget, at dansk er hovedsproget. Har Folketinget vedtaget et bisprog? Har politikerne et projekt kørende, hvor engelske udtryk fremmes på bekostning af dansk?
Ansøgningsfristen er desværre overskredet.
Mon kommunen fandt sin agile scrum master?

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg