Vi skal efter dansk have historie med den lærer, hvis navn jeg endnu ikke har fået at vide. De andre kalder ham rustent søm.
-Vi skal ha´ rustent søm, råber de på vej op i klassen.
Ganske rigtigt. Læreren, der er meget gammel og meget krumrygget, krabber ind i klasselokalet og minder om ham, nogle af os lige har læst om hos lærer Lauersen. Han kunne klatre op i kirketårne, hvilket jeg syntes, var meget flot.
Om rustent søm også kan klatre i kirketårne, er dog noget usikkert. Han fortæller en historie fra det gamle romerrige, og det tegner spændende.

Pludselig er der en eller anden, der rammer sømmet med en papirkrampe. Det er ellers noget, vi kun bruger, når vi har vikar. Her udfordrer vi en lærer. Rustent søm bliver da også ganske rasende og stirrer vredt på klassen, mens han savler og sprutter ud af munden.
-Hvem var det? Spørger han, mens han ser rasende på os, og en mindre vanddråbesværm svæver ned over de forreste borde. Nogle lærere har en del overskud af spyt i munden, og rustent søm er ingen undtagelse, og man kan tydeligt se vanddråberne regne ud. Det er selvfølgelig derfra navnet stammer, fordi vand er forudsætningen for rust. Der er rigeligt.
Ingen svarer.
-Ja, så må jeg jo spørge direkte.
Han starter i vinduesrækken med at spørge den sidste elev helt nede ved endevæggen:
-Var det dig? Og samtidig ryster han ham, så den stakkels elev er lige ved at få rystet hovedet af.
-Neeejjjneeejjj, svarer Frank, og rustent søm går derfor videre til den næste, der også siger neeejjjneeejjj. Man kan næsten forudsige, at det ikke vil føre noget med sig.
Ganske rigtigt. Hele vinduesrækken går uden succes for rustent søm, og han tager fat på midterrækken. Alle siger nej. Dørrækken tages nedefra, og derfor havner han til sidst, som jeg forudså, oppe ved det forreste bord, hvor jeg og Heine sidder.
Jeg sidder der, fordi vi i den allerførste time skulle sætte os et sted. Heine sad og viftede mig hen til sig.
-Hej du der, vil du ikke sidde hos mig?
-Det kan jeg godt.
Selv om han var rødhåret.

Rustent søm rusker først mig, fordi han godt ved, at sådan en god elev i historie naturligvis ikke sidder og ødelægger det hele for sig selv ved at skyde med papirkramper, så derfor må løsningen være givet.
-Ja, Heine, det var ingen af de andre, derfor må det være dig.
Rustent søm kan være nok så krumrygget, men lussinger kan han slå, så det synger i rustkompagniet. Heine får to af slagsen, og eftersom rustent søm må være blevet mere og mere vred under forespørgslen, fordi den ene efter den anden har nægtet, er der plads til to ekstra. Stakkels Heine. Hans kinder er rødere end mit ansigt, når Lone smiler til mig.

Rustent søm genoptager undervisningen om de spændende gladiatorkampe, hvor gladiatorerne kæmpede mod hinanden, til de døde. Han ser på os med sine gamle øjne ud over brillerne og siger, at det er godt, vi nutildags ikke længere er så optaget af vold og slagsmål.
Det banker på døren, og ind træder en dreng, der beder rustent søm om straks at indfinde sig på kontoret.
Han rejser sig øjeblikkeligt og bugter sig som en anden kålorm fra klassen, der nu overladt til sig selv ingen hæmninger har. Heine, der har noget at hævne, springer op på sit bord.
-Skal vi ikke alle synge Dengang han drog af sted? Kom, Dengang …
Han er skam ligeglad med de lussinger. Hans kinder er lige så røde som hans hår, og fråden står ud af munden. Han dirigerer og synger selv højest og synes vist også, at det er meget sjovt at sige han i stedet for jeg. Flere andre skråler med, det bedste de har lært; nede bagved er der et større slagsmål for sjov i gang, og Lille-Lars og artige Palle, der er bibobbet og altid ser så korrekt ud, spiller bold med Maries idrætstøjpose, hvilket er rigtigt sjovt, fordi hun altid er så alvorlig og er lærernes kæledægge.
Jeg er den første, der opdager, at døren lige så stille er gået op bag Heine. Heldigvis sidder jeg bare på min stol og siger ingenting, men flere og flere opdager viceinspektøren, der står der i døråbningen og lytter. Heine hverken ser eller hører ham og fortsætter ufortrødent sin store dirigentvirksomhed, men fatter efterhånden, at færre og færre synger med og ser alles øjne i rædsel rettet mod noget bag ham. Stående i sine ikke for rene sko på bordet vender han sig om og får et chok over at se viceren. Chokket udløser en mindre prut fra ham, og den høres tydeligt, og nu får mange svært ved at undertrykke en fnisen.
Vicerens krumme pegefinger rettes ud og ind i flere bevægelser, og Heine må hoppe ned fra skolebordet og stille sig op foran den almægtige.
-Nå, den unge mand synes, at det er fint at stå oppe på bordet i snavsede sko og underholde klassen med sine sange?
-Mn.
Det er svært for Heine at svare på, så han prøver at svare ingenting. Siger han ja, er han fræk; siger han nej, er han dum. Der er kun én straf, men den er til gengæld lidt ud over det sædvanlige. Jeg er sikker på, at Heine forventer et par på hovedet, og viceren gør sig klar og hæver da også hånden.
Den første lussing lammer hele klassen. Klasket lyder højere, end man skulle tro. Heine når lige at sige av, da den næste kommer fra den anden side. Viceren slår på skift hans højre og venstre kind. Hovedet ryger tilsvarende modsat, og der lyder forfærdende gisp fra de andre elever, fordi viceren bliver ved.
Klask, klask, klask.

-Han fik sgu 13 lussinger.
-Hvad?
-Ja, jeg talte dem selv.
KP lyder sikker i sin sag. Det betyder, at der ikke bliver nogen ribbensmassage i det frikvarter.
-Heine er gået hjem.
-Det ville jeg fanme også have gjort.
-13 lussinger foruden de 4, rustent søm gav ham.
-Det er en dobbelt-opper, mener Frank. Det betyder, at når Heines far opdager, hvad der er sket, vil Heine få yderligere 17 lussinger af ham. Flere af drengene fra klassen står i en cirkel, og jeg er en af dem. Jeg nyder at stå der på lige fod med de andre og tale om noget, der optager os alle. Så lægger de ikke mærke til mig. Andres ulykke er en god ting, når resultatet som her er, at jeg lades i fred.