Når et ord eller vending høres første gang, sætter det fut i mange tanker, og man glædes over den rigdom, der ligger i at anvende sproget opfindsomt og afvekslende. Første gang, jeg hørte én opleve lille Åse sige sit første ord, tænkte jeg, at ordet opleve var det helt rigtige. Siden er det brugt så meget, at oplevelserne allerede på forhånd er falmet. THY.pt har faktisk – med skam at melde – en genre, der hedder Oplevelser i Thy. Kan de virkelig alle være oplevelser?

Når den samme vending derfor bruges igen og igen, mister den totalt sin betydning og bliver – affald. Sprogligt armod, fattigdom og smidvæk findes i vendinger som

Sæt lige ord på, hvad du ser?

Hvad føler du, når …

Det her er en gave fra mor til Johan og jeg

Vil du med på min rejse (der slet ikke er en rejse)

Ja, lige præcis!

Det hus her kan noget …

Hvordan er det at stå som vinder?

Politiet var massivt til stede

Fremadrettet

Jordskælvet viste 7, 5 på Richterskalaen (Ja, selvfølgelig! Der findes ikke andre skalaer. Alligevel nævnes den hver gang, næsten bevidstløst!)

gamechanger (findes der overhovedet ikke noget dansk for det? For eksempel vendepunkt eller spilskifte?) eller firstmover (initiativtager, foregangsmand, er det gammeldags udtryk?) eller committed til er næsten fordansket, men kan det ikke udtrykkes anderledes, som for eksempel forpligte, binde, engagere sig til …? Hvad med Doorstep, connecte, unfriende, go on yourself!

Så er der alle superlativerne, det vil sige højeste grad af tillægsord. Stor, større, STØRST. I dag kan man ikke nøjes med almindelige danske ord. Det skal være stor, større, megasindssygt. Eller fantastisk, superfantastisk og sindssygt megafantastisk. Enhver bedømmelse af en præstation på TV bliver bedømt med ord, som hentes ude fra rummet. Normale danske ord som dygtigt, flot, udmærket, meget fint dækker slet ikke længere.

Det samme gælder ord, der dækker ens følelser for ægtefællen. Niels Hausgaard, tror jeg, det var, fortalte om et ægtepar. “Elsker du mig”, spurgte konen manden, fordi hun var kommet i tvivl. “Ja”, svarede han efter betænkningstid, “jeg sagde jo, da vi mødtes, at jeg elskede dig. Ved du hvad? Jeg skal nok siget til, hvis det ændrer sig!”

Og den for en dansklærer uforståelige accept af smadringen af de transitive verber. Det er dem med ligger og sidder og springer og lægger og sætter og sprænger. Vi danskere har specielt svært ved at finde ud af, hvad der er korrekt. Det gør det heller ikke bedre, at i dialekterne skøjter men simpelthen over problemerne. Min nordjyske svigermor sagde konsekvent, at bogen lagde på hylden, jeg lå mig til middag og faldt i søvn, og jeg ligger den her.

Betyder det noget som helst? Er vi ikke bare blevet for gamle til moderne sprogbrug?

Jo, desværre. Det er nedslående at læse, at sådan har det været til alle tider. Det er forfærdeligt at læse, at det, vi lærte i skolen i halvtredserne slet ikke gælder længere. Lærte, hvordan ord skulle deles, for når mor var med, behøvede man ikke at holde i hånd: Kom indenfor! (mor er ikke med, indenfor i et ord) og Inden for to sekunder skete det (mor er med:  to sekunder -, og derfor ikke sammenskrevet).

Der er ikke noget at gøre. Vi ældre går i graven med et ærgerligt og temmelig højt suk. Kun den lille finte, at med næste generation vil det forholde sig præcist på samme måde. Ha!