Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse og var flyttet sammen med min daværende kæreste til en fremmed by. Vi havde aftalt med et andet par fra vores hjemby, at de skulle besøge os, og hvis de tog en flaske snaps med, ville vi give stegt ål!

De sagde begejstret ja tak, og datoen nærmede sig. Vi tog ålene op af min mors fryser, da vi ikke selv havde en i lejligheden og kørte glad hjem i vores helt nye, ret brugte Volvo Amazon med tre gear og nedblændingskontakt under venstre fod ved siden af koblingen.

Næste dag tog vi ålene ud af køleskabet og hældte dem ud af plastikposen. Nu var de optøede!

Men de havde en lugt, vi ikke helt brød os om. Nå, ja, sagde jeg henkastet, de skal nok bare have en tur på panden. Så er den klaret.

Det var lørdag aften, og på det tidspunkt lukkede butikkerne klokken 13 om lørdagen. Alle butikker! Så vi havde ikke anden mad at servere for gæsterne, der indfandt sig glade og tilfredse. Vi startede med at tage en pæn portion af snapseflasken, og så satte vi ålene på bordet.

Der bredte sig en tavshed. Jeg vil godt indrømme, at man skulle være særdeles meget forkølet, hvis man ikke kunne lugte den harske, brækfremkaldende lugt fra de ellers så vidunderlige stegte ål.

Vore to gæster stak lidt i deres ål, men erklærede så, at de i grunden slet ikke havde appetit. Desværre, sagde de, mens de hastigt så på hinanden, er vi kommet til at spise for meget til eftermiddagskaffen. Ja, Benny havde købt en Othello, og den åd vi, sagde Berta, mens hun så forelsket på Benny, der var blevet lidt rød i hovedet. Ja, sagde han, den åd vi. Skal vi ikke drikke snapsen i det mindste?

De ville hverken have kaffe eller en lille sjus, men skyndte sig nærmest ud af døren og for hen til toget.

Vi gik tilbage til stuen, greb de stinkende ål og smed hele herligheden ud. De var ellers ret dyre, sagde jeg. Jeg vil klage i morgen. De må have været for gamle!

Benny og Berta hørte vi aldrig mere fra. Siden har jeg erfaret, at ål skal fryses ned i vand. Ellers …