Jeg anmelder radio- og TV-udsendelser, men det har jeg ikke altid gjort. En tid lang sad jeg model for en maler. Jeg var kun 17, og han var næsten 30. Han var italiener og hed Leonardo eller Lennart eller noget i den stil.
En dag, hvor jeg igen sad model, skulle jeg være møgalvorlig. Sædvanligvis sidder jeg og keder mig og tænker på, at det dog er bedre bare at sidde model end at skulle knokle helt vildt, og det var der, jeg dummede mig.
For pludselig kunne jeg se, at Leonard ikke havde fået knappet sine bukser. Jeg begyndte at fnise. Her sidder en ung kvinde, der skal være alvorlig. Her står en mand, der er alvorlig, men med åben gylp. Og så sidder den unge kvinde og prøver at undertrykke sin fnisen og kommer til at smile lidt skævt. Det blev ved. Kender I ikke det, at når man ikke må grine, kan man bare ikke lade være. Især ikke, hvis man er i puberteten.
Af og til spruttede jeg bare, og Leo, som jeg kan kalde ham, fordi det er nemmere, blev mere og mere stram i masken, og faktisk blev han ret sur.
Da han var færdig, var jeg også færdig med min pubertetsfnisen. Man kunne godt se på billedet, at jeg smilte skævt og en smule underligt.
– Vil du ha det, spurgte han mig ærgerligt og slog til lærredet, så det var lige ved at ryge på gulvet.
– Det er ikke en skid værd for mig. Jeg kan jo ikke male dig seriøst, når du sidder der og fniser så tøseagtigt. Jeg gider ikke engang signere det.
Jeg sagde pænt nej tak. Troede han virkelig, at jeg ville have det grimme billede af mig? Ren fornærmelse.
I det samme kom Kurt, min surferfyr, og hørte historien og så billedet:
– Ja, men skat, altså, det er sgu da rigtig pænt, mente han. – Vil du ikke ha det?
Nej, ikke tale om.
– Ja, men så farvel, sagde Leonardo. – Jeg kan ikke bruge dig mere. Du får altså heller ikke betaling for denne gang. At du ved det.
Jeg var ligeglad og slog med nakken, og vi gik ind på Stalden og fik os nogle gode, kolde øl.
Tre år senere læste jeg tilfældigt, at billedet var solgt til et fransk museum for 30 millioner kroner.
Siden har jeg ikke fniset ad noget som helst.
I dag vurderes det til omkring 3,6 milliarder kroner.
Et øjeblik …
Det dummeste, jeg nogensinde har gjort, har kostet mig penge. Mange penge! Så ufattelig mange penge, at jeg næsten ikke kan forstå det. Bare på grund af mit stædige sind. Nå, ja, da, - måske er jeg også en lille bitte smule stolt over, at min personlighed koster i omegnen af 30 millioner. Eller hvor mange det nu drejer sig om.
