Både kongen og statsministeren gjorde opmærksom på danskernes tillid og lyst til at hjælpe andre. Til at være opmærksomme på hinanden.

Ikke alle danskere har hørt de to taler.

 

En ca. 65-årig herre står og fodrer flaskeautomaten i Superbrugsen. Han har en stor sæk med; der er mange pantflasker. En af dem har en bule, og den vil automaten ikke godkende. Med en ed smider han den på gulvet og fortsætter med de andre fra sækken.
Ind træder en herre på ca. 75. Han samler en hensmidt plastikpose op fra gulvet og lægger den i affaldskurven. Så får han øje på plastikflasken på gulvet.
– Hvad har den gjort, spørger han den 65-årige.
– Den vil ikke godkende flasken, svarer han og peger på automaten. – Den har en bule, jeg ikke kan slå væk.
– Jo, jo. Nu skal du bare se.
Den 75-årige samler flasken  op, skruer låget af og puster ned i flasken, der med et plop kvitterer ved at udligne bulen, så der ingen bule er længere.
– Se, siger han og putter flasken ind i automaten, der nu gerne vil tage imod.
Den 65-årige siger ingenting. Han smider de sidste flasker ind, tager imod sin bon og forlader rummet. Uden et ord.
– Måske er “tak”  et alt for stort ord for ham, bemærker din udsendte flaskeredaktør.
– Tja. Nogle gange, siger den 75-årige med et smil og trækker på skulderen.