Urinerings-driften er svær at styre
… Læs, hvordan det kunne gå til, at kommunalbestyrelsen besluttede at spare en million på offentlige toiletter …
Thisted Kommunalbestyrelse har analyseret flere problemstillinger på adskillige beslutningsmøder: Hvor kan vi effektivt uden at skade vores omdømme i den brede vælgerbefolkning spare en hel million kroner?
Der var flere forslag. Lad hullerne i de kommunale veje være, som de er, men stil et skilt op til advarsel for trafikanterne? Det vakte ikke opbakningsglæde hos medlemmerne: Hvad så med vores egne biler, lød svaret. Så det forslag blev straks forkastet.
Hvad med at sætte parkeringspris på alle p-pladser i hele kommunen og engagere nogle p-vagter? Eller opkræve bompenge ved al indkørsel til Thy? Der var også et forslag om at nedlægge alle folkeskoler bortset fra en enkelt, men det faldt med det samme, fordi friskoler stort set koster kommunen det samme. Men selvfølgelig, indvendte et medlem, vi kunne nøjes med to skoler, Tingstrup og Østre, i hele kommunen og så blot transportere børnene frem og tilbage, det kunne nok give penge i kassen?
Der gik fire timer med at debattere frem og tilbage, indtil dirigenten for mødet erklærede tissepause.
Alle medlemmerne strømmede ned på de pæne toiletter, som administrationsbygningen rummer, og her fik ét medlem en god idé. Vi har lovet ikke at røbe, hvilket medlem.
Således styrket vendte man tilbage og genoptog mødet. Og her kom så det geniale forslag: Nedlæg driften af de offentlige toiletter, eller lad de lokale foreninger eller hvem som helst betale for det!
Det vakte øjeblikkelig stor beundring hos alle, undtaget hos Brian, der protesterede. Men ingen gad høre på en mand, hvis parti lige var blevet nedlagt.
Således blev det. Næsten alle var glade, næsten alle stemte for (Brian stemte imod, men ham gad de som sagt ikke høre på), og som et medlem bemærkede:
Man kan jo altid stille sig op bag et træ, hvis man nu pludselig skulle blive trængende derude i landet! Hvad tror I, køerne gør?
Kommunalbestyrelsen blev dog noget lange i ansigterne, da det gik op for dem, at urineringslogikken i at spare en million kroner i et budget, der for 2024 ligger på 2.259 mill. kroner, altså 2 milliarder og 259 millioner kroner, ikke faldt i befolkningens smag. Af en eller anden grund var der ikke rigtig nogen, der syntes, at det var kloge m2 at spare.
På Facebook er der mange gode notifikationer, som det hedder. Et af forslagene går ganske enkelt ud på, at når du skal i byen, tager du blot en spade med. På den måde er der en kæmpestor valgfrihed i selv at bestemme, hvor ens helt eget offentlige toilet skal være, når trangen melder sig. Vi ved nemlig med ret stor statistisk sikkerhed, at trangen til at lade vandet – eller det, der er værre – kommer, også når man er i det offentlige rum. Før eller senere!
Velbekomme til det rene træk og slip!