En ny tendens er under hastig opsejling trods advarsler fra førende coronaeksperter og måske som en følge af en helt utidig optimisme over fase to, der knap nok er gået i gang. Det viser sig, at flere og flere fremmede mennesker indleder samtaler med hinanden, uanset at de slet ikke - som i overhovedet ikke - kender hinanden. Og det værste er, at det sker på trods af coronakrisen, hvor man skal holde sig hjemme og slet ikke tale til fremmede! Det er jo ikke for sjov, at politikerne har indført to-meterafstand og 10-personerforsamlingsforbud, der stadig gælder.

Jeg overhørte forleden en samtale i SPAR Klitmøller og blev både forundret og forbavset. En ældre dame ved 4-metermærket i køen tabte en pose økologiske gulerødder, hvorefter en yngre herre med hestehale og kalot og andre kendetegn på en dekadent livsstil hurtigt fra 6-metermærket ragede den til sig med sin fod for enden af et noget langt ben og sagde, mens han derefter rakte posen til hende med en til lejligheden af en venlig og vaks ekspedient hurtigt fremskaffet to meter lang gribetang: Værsgo! Tak, svarede den pæne dame og smilede til ham: Det var overmåde venligt af dig at samle den op for mig! Du ved, iskias!

Hun pegede på sin af cowboybukser dækket bagdel, der uden for enhver tvivl var noget hævet, og ømmede sig. Den yngre herre nikkede lettere rød i hovedet, sandsynligvis, men det vides naturligvis  ikke, på grund af opsamlingsanstrengelserne, og tog fat i sit knæ: Jeg har lige fået konstateret slidgigt! I min alder! Det er da godt, at solen skinner!

Køen rykkede nærmere kassen. De to helt fremmede mennesker blev ved med at småsnakke med hinanden om dit og dat på to meters afstand, og det, at de fortsatte, føltes mere og mere provokerende. Tænk, at man bare snakker sammen, selv om den slags er mod ånden i hold-afstandpåbuddet!

Et andet eksempel på løsagtig omgang med coronareglerne

I bussen fra Thisted sad en kvinde over for en anden kvinde. Det var umuligt at vurdere deres alder fra der, hvor din udsendte corona-reporter sad, men den har været mellem 20 og 60. Der var de lovbefalede to meters mellemrum, idet gangen i bussen talte med i afstandsbedømmelsen. For en sikkerheds skyld rejste jeg mig og foldede min tommestok ud mellem de to og blev bekræftet: Ingen bøder denne gang!

De kendte ikke hinanden. Det var tydeligt. Ikke desto mindre indledte den ene kvinde straks en samtale, og inden bussen var nået til Skinnerup, kendte de både hinandens navne og antal børn af begge køn, og jeg tænkte, at inden vi når til Vester Vandet, har de vel også udvekslet data om deres mænd, herunder indkomst og andet af kvindelig interesse. Vi andre, der sad spredt i bussen, som man jo skal, havde ingen vanskeligheder med at høre, hvad der blev sagt, for de nærmest råbte til hinanden.

Det er en farlig tendens, vi ser her, og hvad betyder den for smitten? I stedet for stille og roligt at passe sin mobil og se de seneste Facebookopslag, læse eventuelle SMSser eller endnu bedre snakke i samme med svigermor, der således er på behørig afstand - og i det hele taget leve online, som det hedder på dansk, begynder man gudhjælpemig at snakke med en totalt ukendt buspassager!

Jeg gad godt vide, hvad det ender med!!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg