Selv om det i år ikke har været muligt at se køerne løbe ud fra vinterstalden, skal I ikke snydes. Her er artiklen fra sidste år. Nyd den!

Arla og andre mejeriselskaber og -foreninger havde økodag søndag den 14. april 2019, og i Thy sker det på en gård på Lerhøjvej lidt syd for Nors.
Der kommer så mange mennesker, at der ligefrem er p-vagter til at lede os på plads, og vi kommer alle sammen for at se køerne danse. Så derfor ø-kodag og ikke økodag. Jo, jo. Men tilstrømningen inde i teltet tyder på, at en del af os godt kunne tænke sig at smage på de økologiske fristelser.
Mange frivillige deltager i denne dag og knokler med at uddele youghurt og medister og råmælksost, der smager så dejligt. Men det er nok tvivlsomt, om man kan smage det økologiske.

Videoen "Koproduktion" er blevet til i samarbejde med en ung mand, der velvilligt stillede sig en smule til siden, så jeg kunne filme køernes frihedsmarch og på trods af en kvindelig dame, der absolut skulle stille sig lige foran mig, fordi hendes video var meget vigtigere end min og tak til de børn, der ikke faldt ned mellem køerne, selv om de stod tæt på kohorderne.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg