Pinlige ældre Mænd på Hotel

Det var et godt hotel, vi havde fundet. Betjeningen var i top og maden fremragende. Amaronen var på tilbud samme aften og kostede kun 300 kroner, og værelset var nyrenoveret med pragtfuld bruser med diverse håndtag til at regulere vandstrømmen og – styrken. Vi var der desværre ikke længe nok til at lære alle fiduserne at kende. Men på grund af min livserfaring lykkedes det mig at ændre temperaturen fra iskold til skoldhed og badede lynhurtigt derimellem.
Ved afrejsen roste jeg stedet og betjeningen, fremhævede min generations sparsommelighed, nøjsomhed og ærlighed, og betalte kontant den lille ekstra regning for vin og andre behagelige udgifter og rundede i øvrigt beløbet op til nærmeste hele 100 kroner.
Så langt, så godt.

Hvad opdager jeg så, da jeg kommer hjem?
Der mangler 100 kroner i min pung.
Jeg har simpelthen styr på kontanterne. Det er ikke så tit, at jeg har kontanter, så derfor ved jeg godt, når jeg har dem, at jeg skal passe på dem.
Jeg ringede ned til hotellet og sagde:
– Har I evt. fundet en hundredkroneseddel på værelset?
Det havde de selvfølgelig ikke. Og herfra begyndte min opfattelse af hotellet langsomt at ændre sig til det mere negative.
– Men jeg betalte kontant med en tusse, og jeg tror, jeg har fået en seddel for lidt retur. Det må I da kunne se i kassen??
Nej, den stemte, så der var intet i vejen.

Så satte jeg mig til tastaturet. Intet skulle være uprøvet. Og lad mig for god ordens skyld erklære, at det var sgu ikke for den skallede 100-kroneseddel. Helt ærligt. Men at de helt tydeligt forsøgte at snyde mig, en gammel pensionist, at lade som om 100 kroner er en bagatel, at vrøvle det hen med tom snik-snak, det pissede mig af. Jeg forfattede en vred mail til hoteldirektøren. En meget vred mail, hvori jeg absolut ikke lagde fingrene imellem. I kender det. De skal sgu ikke tage røven på os gamle, der er vokset op med ærlighed, sanddruhed, ordentlighed, vel?
Jeg trykkede på send-knappen og lænede mig tilfreds tilbage.
Under tilbageaktionen knitrede det unormalt fra baglommen. Min højre hånd fór ned i lommen og fremdrog en – hundredekroneseddel!
Hvordan den var havnet der, ved jeg ganske enkelt ikke. Men selv i min lettere ophidsede tilstand kunne jeg vanskeligt forestille mig, at receptionisten, det yndige pigebarn, skulle have sneget sig rundt om skranken for at plante den i min baglomme.

Jeg måtte brødebetynget og lettere ansigtsblussende begive mig ud i en ny mail, hvori jeg trak alt det tilbage, som jeg havde fremsat af beskyldninger mod hotellet, dets moral, dets slibrige og mistænkelige personager af formentlig delvis østeuropæisk afstamning og – sige undskyld.
Inden jeg sendte den, gennemgik jeg den for stave-, slå- og kommafejl af gammel vane, og skulle lige til at trykke send, da en mail tikkede ind.

Det var fra hoteldirektøren, der på hele hotellets vegne sagde undskyld! De ville gøre alt for at slette denne for dem ubehagelige sag med et plaster-på-såret-tilbud:
De tilbød mig og min hustru et nyt ophold kvit og frit. Ved ankomsten en kølig flaske champagne af fineste mærke efterfulgt af en gourmetmiddag naturligvis med den dyreste vinmenu og med overnatning i hotellets suite, og jeg kunne selv vælge tidspunktet.

Det kalder jeg service!