De første fem år af min tilværelse lærte mig, at julen var årets højdepunkt. Der var julekalender, der var julegaver i vinduet hver morgen i december, og selve juleaften var så fyldt med højspændt forventning og glæde, at alt flimrede.
Men så skete det. Naboens søn, der var et par år ældre, fortalte mig skånselsløst og uden at bruge eufemismer eller særlige omskrivninger, at julemanden ikke eksisterede.
Jeg troede ham ikke. Løb hjem til min mor og fortalte hende, hvor dum Poul Erik var. Hun så lidt på mig og sagde så:
– Det er rigtig nok, Finn. Julemanden er bare noget, vi har fundet på for at glæde de små børn. Men nu er du jo snart seks år og derfor ikke længere et lille barn.
– Hvad så med Jesus og Gud og alt det der?
– Det er der nogen, der tror på. Ligesom nogen altså også tror på julemanden.
Jeg gik op på mit værelse og satte mig ved mit skrivebord og stirrede ud på granerne. Det gjorde jeg af og til og især, når jeg lige skulle tænke noget igennem.
Alle de historier, jeg havde hørt henne i skolen, i radioen, herhjemme! Lige fra Adam og Eva over Moses med stentavlerne til Jesus på korset og himmelfærden var på samme uvirkelige måde som julemandens rensdyr og juleværksted. Alle de salmevers, vi skulle lære udenad! Løgn det hele! Julemanden og Jesus og Gud, som strengt havde meddelt, at vi ikke måtte have andre guder, – der var åbenbart konkurrence deroppe i himlen, kørte rundt i en julemandspærevælling, og resultatet dukkede helt naturligt op:
– De voksne er fulde af løgn! Bare for at underholde os! Bare for at få tiden til at gå! Bare for at kunne styre os og opdrage os!
Jeg sad der og snakkede med mig selv og blev enig med mig selv om, at de voksne ikke en anden gang skulle prædike noget for mig, for nu havde jeg beviser for, at intet var sandt af det, de kom med.
Hermed farvel til guder, trolde, hekse, djævle, julemænd, rensdyr, spøgelser, Tors faren hen over himlen og Mars og Venus og og og …
Glædelig jul!
Et øjeblik …
