Liva har sin egen lille personlighed, skrev jeg sidste år. Den er sandelig ikke blevet mindre. Hun kan næsten alle danske og nogle engelske ord nu og kan forstå det meste af det, vi andre siger. Hun kan så meget.

Her sidder hun sammen med storebror Vincent, og nu kan hun udtale hans navn. Før det kaldte hun ham “Cincin”, “Singsing” eller “Sient”. Han er heldigvis godmodig, så det accepterede han.

Dog kan han få sin storebrorvrede frem, hvis Liva tillader sig at lege for meget med de forkerte ting, for eksempel bilerne. Han kan nærmest være opgivende så. Men det fortager sig hurtigt, og de to leget faktisk godt sammen.

Her ser hun lille ud. Men hun er vokset temmelig meget siden sidste år.

Hun tør så meget. Og hun kan alle de andres navne i vuggestuen. Hun kender adressen på hjemmet og ved, hvad hendes far og mor hedder. Vi andre? Tja. Bedstemor spurgte hende: “Hvad hedder jeg, Liva?” Hvortil hun kort og godt svarede: “Bedstemor!”

“Gå ud og læg din tandbørste på toilettet!, siger mor”.
Så det gjorde Liva.
Hendes temperament er legendarisk, lige fra det sødt og blidt smilende til det vanvidsfrådende “NEJ”, hvis man tager hendes dukke. Eller når hun skal i seng: “Mor put mig!”, hvor hun kan gå totalt i baglås i omkring et kvarter. Argumentet at mor jo kommer i løbet af natten sparker hun til side og skriger højere. Men til sidst er hun også så udmattet, at hun er ligeglad med, om det er bedstemor eller bedstefar, der sidder der på sengekanten. Og næste morgen? Frisk og glad – ingen hukommelse om den vanskelige putning aftenen før.