Et øjeblik …
Min veninde, Johanne, var forleden til venindejulefrokost med 29 andre kvinder i passende alder. Hun kom til at sidde ved siden af Birgit ved et bord til otte, og da alle havde sat sig, bød værtinden, Britt, velkommen; hun forklarede lidt om menuen og fremhævede nu, da det var hendes tur, at hun ville favne bredt. Blandt andet derfor havde hun givet Birgit tilladelse til at ryge under frokosten – som den eneste i selskabet. Og man skal beskytte mindretallet, fremhævede hun med et lille smil.
Johanne tænkte, at det jo nok kun lige gjadt en enkelt smøg i pausen, og det kunne man vel som ikkeryger sagtens acceptere. Selv om – kunne hun så ikke bare gå udenfor?
Højt sagde hun til sit bord, herunder til Birgit, at hun jo havde problemer med netop rygning, idet hun i mange år havde døjet med astma og permanent skulle tage medicin.
Birgit tog en smøg frem fra sin pakke og tændte den: “Nå, jeg glæder mig i hvert fald til frokosten!” og havde ikke flere kommentarer.
Hun røg uafbrudt i pauserne mellem de enkelte retter, og ingen af de andre sagde noget.
Først bagefter kom de alle og udtrykte medfølelse med Johanne.
Hvad burde de have gjort? Hvad skulle værtinden have gjort?
svaret her er virkelig nemt, både værtinden og Johanne skulle højt have sagt at hun skulle gå udenfor for at ryge. Og så er den pot ligesom ikke længere. Diskussionerne om rygning eller ikke rygning er overstået for længe siden. Rygning er skadeligt, og at påtvinge andre sin egne laster på denne måde er ikke noget man gør mere. Men hvis denne situation nu alligevel skulle opstå for mig engang, så ville jeg rejse mig og sige højt og tydeligt at jeg var ked af at skulle forlade selskabet, men at jeg ikke ville sidde i røg. Og så ville jeg gå hjem.