"Ovre i Vestjylland!" Det sagde han.
Den pæne mand mener ikke noget ondskabsfuldt med det. Han står jo i København, som er Danmarks midtpunkt, herfra udgår al viden og information til befolkningen, hvoraf nogle er så underlige at bo i noget, der hedder Jylland.
Derovre har de hverken letbane, metro eller bybusser hver halve time, trafikmæssigt et slags u-land, hvor de kører i store, tunge stinkende dieselbiler på øde motorveje og taler et sprog, ingen kan forstå.
Der er så store landområder, hvor der ikke bor nogen, at der er rigeligt med plads til solcellemarker og vindmøller, og alligevel går de og brokker sig.
De største vindmøller står i noget, der hedder Thy, som mest er kendt for at tiltrække hippier, der elsker at slå sig ned eller op i det nærmeste kirketårn. Thyboer er ret primitive mennesker, der render rundt med jernstænger.

Solcellemarker kan naturligvis ikke ligge på Sjælland og slet ikke i nærheden af hovedstaden. Her er der slet ingen marker, kun enorme fabrikstage, som vi ikke kalder jernmarker, selv om en masse jern peger op mod himlen.

Naturen har maget det sådan, at der altid er mest lyst i København, og jo længere man kommer mod vest, jo mørkere bliver det i mere end én forstand.

Jyder er vi alle sammen, men nogle er vestjyder, nogle er sønderjyder, nogle er thyboer, og nogle er midtjyder. Hvem kender grænserne?
Her i København kan man let mene, at Ribe ligger i Sønderjylland, og Thy ligger i Cold Hawai.
Vi er alle jyder for Vorherre, siger man. Det er da kun, fordi han har så ondt af de stakkels mennesker.