Pas PÅ!

Når du parkerer på Frederiks Torv, er det stort set altid risikofrit. For der kommer ingen p-vagter der. Hvis alt er optaget, øjner du måske en chance nede hos Kop og Kande og stiller din bil der. Men for søren: Her kommer der en p-vagt af og til, for det er ikke en kommunal parkeringsplads. Sandsynligvis netop når du holder der og ikke overholder den 1-times parkering. Det koster en afgift på kroner 830. Det gør det også ved REMA1000.

P-kontrollen finder dig ikke!

Siden 1. januar 2020 har man risikofrit kunnet parkere på de kommunale parkeringspladser i Thisted. Kommunen har nemlig droppet parkeringskontrollen siden.

Og hvorfor? Fordi parkeringskontrol er en underskudsforretning for kommunerne og altså også for Thisted Kommune. Tidligere skulle staten have 50 procent af indtægterne. Det steg til 70 procent fra 2020, fordi staten aldrig kan få nok. Når Parkeringskontrol Nord også skal have betaling for at udføre kontrollen, så vil kontrollen ud fra de nuværende antal parkeringsafgifter koste kommunen 90.000 kroner, hvis man var fortsat. Hvem samler på underskudsforretninger?

 

I 2016 udstedte Parkeringskontrol Nord 2356 afgifter i Thisted Kommune. Det faldt til 1020 afgifter i 2018. Det kan man vælge at tolke, som om thyboerne er blevet bedre til at parkere lovligt. Politiet kan stadig komme forbi og udstikke en parkeringsbøde, men hverken bilister eller kommunen har nogen forventning om, at det kommer til at ske ret ofte.

Politiet har travlt med andet

Når politiet ikke har tid til efterforskning af butikstyverier, hvem tror så på, at de lader en betjent vandre rundt og kigge på parkerede øser?

– Hvis afskaffelsen af parkeringskontrol fører til, at det bliver et problem i Thisted Kommune, jamen så må vi jo kigge på at indføre det igen, eller måske noget helt nyt, siger et byrådsmedlem.

Intet tyder dog på, at det vil ske. Så længe staten er så emsig efter at indkradse p-afgifter fra kommunerne, vil også Thisted Kommune have en vis bremse på viljen og lysten til at agere p-kontrolsopkræver for staten.

Derfor kan du roligt parkere på kommunens p-pladser, men skal passe på de private. Dem kender du ved de sorte skilte med informationer om betingelserne for parkering.

 

Alle fotos stammer fra Thisted Lokalarkiv

GAlleri

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg