Vi går til den med øl, sild og snaps og hygger os. Stemningen stiger nogenlunde proportionelt med alkoholindtagelsen, og jeg, der faktisk bare har nydt et enkelt glas hvidvin, kan godt begynde at mærke, at censuren hos de andre tre slipper sit normale tag.
Pludselig sker der noget. De råber alle tre og ser meget ophidsede ud. Er det nu ham Dennis igen, der ikke kan lade damerne være? Så jeg slår igen på mit glas, får dem dæmpet og tager ordet:
– Jeg vil vide, om der er sket krænkelser! Hvem er krænkeren, hvori består krænkelsen, hvor stor er den på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er ingenting, 3 er Morten Østergaard, 5 er Frank Jensen og 10 er Mads Ågård, og hvem er den krænkede?
– Når man bærer maske, krænker man! Mener Hanne. – Og det er der en, der gør her!
Hanne kigger med sejlende øjne over på Dennis. Det tænkte jeg nok.
– Hvad, siger jeg forundret. – Og hvorfra ved du så, det er Dennis?
– Han tror, han har nogle meget brede skuldre og store overarme, hvormed han prøver at imponere os.
– Ja, gentager Mona Lisa, – I gamle dage ville vi sige, at sådan en er en flot fyr! Men ikke i vore dage. Da er han blot ækel. Det var da bedre, hvis han var en slapsvans med tynde, spinkle arme, hængende skuldre, hulbrystet og en lille, fed vom!
– Hov, hov, protesterer Dennis. – Det er en nedladende, sexistisk ytring!
– Vi kvinder tillader intet! Jeg sagde INTET!
– Men, protesterer Dennis, – hvad har det med min gamle og sjove coronamaske at gøre, og hvad har jeg gjort? Den er et minde om en besværlig fortid …
Hanne fortsætter.
– Vi har luret dig, kan du tro. Du beglor os! Gør du. Du kigger på os, som om vi er seksuelt attråværdige! Du æder os med øjnene – og det, der er værre!
Hanne lukker øjnene og sukker dybt. Dennis peger på Mona Lisa:
– Og du sidder bare der og griner ad mig, Mona Lisa. Eller hvad du nu gør med den der skæve mund. Det er nedværdigende for mig! Og Hanne virker ærligt talt noget løs på tråden, ja, vel nærmest udfordrende, det har jeg mærket …
– Det er da, fordi hun har sådan noget underligt tøj på, forklarer Mona Lisa. – Den ene dag er hun billigt til salg, den næste er hun paveansøger! Sådan er vi kvinder! Sådan er det, jo!
– Du må ikke sige tøser, formaner Mona Lisa. – Det er forbudt i følge Feministisk Folkeparti!
– Så skal I også lade være med at opføre jer som sådanne, brummer Dennis.
– Tag den på, opfordrer Hanne ham. – Så ved vi alle, hvad vi taler om.
Han fumler med sin maske. På sin vis ser han umådelig latterlig ud, da han får den på. Gad vide, om den i det hele taget hjælper mod coronasmitte? Man kan lige ane hans øjne, der plirrer i øjenhullerne.
Han drejer hovedet over mod Hanne.
Det er der, Hanne bliver skarp:
– Se! Nu glor han igen på mig! Jeg kan godt se det, du! Hvis det ikke er sexchikane, har jeg aldrig hørt Shu-bi-dua. Den der maske kan du godt pakke væk. Du bruger den bare til at chikanere os! Når du har den på, tror du, du kan tillade dig at glo på os, og at vi ikke kan se det. Du burde fyres! Du glor og glor og glor!
– Gu gør jeg nikke nej, skynder Dennis sig at sige og pakker masken væk igen, mens han glor på hende. Så lukker han øjnene:
– Se! Nu kan jeg slet ikke se jer! Skal jeg arbejde her med lukkede øjne?
Nu henvender Dennis sig direkte til mig:
– Det er mig, der er blevet krænket! Nu kan jeg godt sige det, for det skal altså frem! Hanne lagde an på mig, hendes lille hånd lagde sig på mit lår, hvilket jeg udmærket mærkede, man hører jo så mange historier rundt omkring i landet om hænder på lår under frokoster, men da jeg fjernede den, blev hun sur!
– Der var desværre ikke andre mænd, forsvarer Hanne sig med.
Dem over 70 tæller ikke.
Et øjeblik …
