Der kan være uendeligt smukke billeder i regn. Folk med oversvømmede kældre og knæhøjt vand i stuen er nok ikke helt enige. Men lad os for en stund fortabe os lidt i naturen, når den viser muskler og får os til at indse, at der ikke er meget, vi kan gøre, når klima, vejr og især uvejr viser tænder

Der var gevaldige regnskyl og skybrud i Thisted i slutningen af juli. Store dele af havneområdet var under vand forårsaget af de særdeles kraftige regnskyl, der slog ned. Café Håbløs levede op til sit navn, og der faldt nærved 20,2 millimeter vand på en halv time.

Ingen på redaktionen var i Thisted denne aften, så billederne er fra et andet sted i Jylland, hvor man ikke var ramt helt så slemt. Måske kan du gætte, hvorfra billederne stammer.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg