Frivillig THY er en forening af frivillige, og foreningens formål er at sætte fokus på det frivillige sociale arbejde og synliggøre de mange aktiviteter i hele Thisted Kommune. En slags paraplyorganisation for andre frivillige foreninger, der hver for sig er forsamlet ud fra et delmål på et bestemt område.

Hvis det lyder kryptisk, bør du absolut læse artiklen her med Pia, der er leder af Frivillig Thy

Pia er daglig leder af Frivillig Thy. Hun kommer med et job som flygtningekoordinator i Hanstholm i bagagen samt - ikke mindst - en ubændig trang og vilje til at ville hjælpe mennesker, der har hjælp behov.

– Vi er paraplyorganisation for de foreninger i Thisted Kommune, der laver frivilligt socialt arbejde. Vi ved reelt ikke, hvor mange der er i kommunen, men de fleste er knyttet hertil. Lige nu er det 55 foreninger eller grupper. Alle har fokus på socialt arbejde! Vi hjælper meget bredt, meget forskelligt. Lige fra tips til at skrive mail til grupper over at lave hjemmeside, til at de kan holde møder her. Brugere og frivillige har fælles fodslag i ønsket om et fællesskab, der kan give forslag til løsninger på de udfordringer og problemstillinger, der er.

– Helt praktisk udlåner vi vores lokaler, og det alene er en stor hjælp for mange. Det koster som forening 300 kroner årligt at være medlem af Frivillig Thy, relativt billigt, og så har man ret til - efter aftale, naturligvis - at komme her og holde møder. For eksempel kommer Kræftens Bekæmpelse her næsten ugentlig for at give rådgivningssamtaler med pårørende. Ikke alle foreninger har råd til at leje lokaler i byen, så her kan man afholde generalforsamlinger. Vi hjælper dem til at søge fonde, guider dem igennem og prøver på den måde at hjælpe.

– Somme tider ringer en person og mangler hjælp i en eller anden retning; for eksempel flyttede en ældre til Thisted, men blev syg imens og kunne ikke selv flytte sine møbler. Det klarede vi gennem Ældre Sagen. Vi er et slags knudepunkt. Af og til kommer en person ind og siger, at hun eller han godt kunne tænke sig at være frivillig, men aner ikke for hvem og hvordan. Vi har så kendskab til, hvilke foreninger der lige står og mangler.

– Vi sidder i lejede bygninger. Kommunen giver os støtte, §18- midler og midler fra Socialstyrelsen samt altså fra kontingenter. Vi har et hamrende godt samarbejde med kommunen. Ofte bliver jeg ringet op og spurgt, om vi kan gøre noget for denne borger, for kommunen kan ikke gøre mere. Afhængig af hvad det er, henvender vi os til den relevante forening eller - tager os selv af det. I går fik jeg på kommunens foranledning kontakt med en anden mand, der havde behov for samtaler, og vi har så aftalt, at jeg ringer med ham i en periode. Han er alene i verden, og kommunen kan ikke gøre mere for ham.

– Huset her er båret af frivillige kræfter. Vi er kun to ansatte, rengøringsassistenten og mig. Fællesskabet gør, at både de frivillige og brugerne har glæden ved at samarbejde. For de frivillige er det enormt vigtigt, at de får lov at udvikle sig, at gøre det, de kan; de skal ikke have at vide, hvad andre synes, de skal.

– Jeg ville så gerne holde et møde for tilflyttere, hvor vi samler op på interesseområder, får en kop kaffe og snakker. Det skulle være for alle nye tilflyttere, for nogle af dem kunne måske godt tænke sig at blive frivillige i en eller anden forening. Jeg tror faktisk ikke, at de mange unge tilflyttere til for eksempel Klitmøller ved, at der er noget, der hedder FrivilligThy. Unge kan tage nogle samtaler, som de ældre ikke kan og omvendt. Vi kalder dem igangsættere, dem, der har selvhjælpsgrupperne. Nogle af dem er unge. Andre har en livslang erfaring.

– Vi henvender os til alle aldersgrupper. Vi har i øjeblikket et par voksne børn på venteliste, hvor en af forældrene er blevet dement; vi har skilsmissegrupper for børn ude på skolerne, hvor vi har nogle dygtige igangsættere, en er tidligere AKT-lærer. I sådan en selvhjælpsgruppe på mellem fire og seks børn får de oplevelsen af, at andre har det samme problem.

Det der er det centrale og meget værdifulde i vores selvhjælpsgrupper er at brugerne bliver spejlet med andre, der står i akkurat det samme som en selv. Ofte kan man føle sig alene med det, man står i, og selvom man har en god familie og venner, er det ikke altid, de forstår ens følelser og tanker som andre, der står med netop det samme. Desuden er det ikke altid, man ønsker at dele det med sine nære relationer. I en selvhjælpsgruppe er der tavshedspligt, og det er vigtigt for alle parter. Vi oplever igen og igen, at der knyttes bånd, og når vi igen slipper dem i gruppen, bliver de ofte ved med at ses.

– Frivilligcentre findes også i andre kommuner. Vi har en paraplyorganisation over os. Den hedder FriSe (klik for hjemmeside herunder). Den gælder hele Danmark.

Værdigrundlag:


FrivilligTHY:

  • er uafhængig af kommunale, partipolitiske, religiøse og økonomiske interesser
  • definerer frivilligt socialt arbejde som en ulønnet aktivitet, der udføres for andre end familie, og som skal være til gavn for andre end en selv.
  • bestræber sig på at møde alle mennesker med respekt og ligeværdighed.
  • anser frivilligt socialt arbejde som en væsentlig ressource i samfundet, som styrker det sociale ansvar, fællesskab og aktiv medvirken i en samfundsnyttig indsats.
  • anser dialog og forpligtende samarbejde som vigtige elementer i det frivillige sociale arbejde.

Formål:


  • At sætte fokus på frivillige sociale arbejde og synliggøre de mange aktiviteter i hele Thisted Kommune.
  • At sikre en fortsat udvikling af det frivillige sociale arbejde i kommunen.
  • At skabe overblik over det frivillige sociale arbejde i kommunen og ud fra dette rådgive interesserede.
  • At være frivilligformidling og skabe kontakt mellem borgere, som ønsker at udføre frivilligt socialt arbejde og foreninger, som har brug for frivillige.
  • At yde foreningsservice til frivillige sociale foreninger, der har behov for administrativ assistance,rådgivning, problemløsning, praktisk hjælp, kontor og mødelokale adgang mm.
  • At arrangere kurser og foredrag for frivillige med henblik på støtte og fortsat udvikling.
  • At være projektvugge for nye initiativer
  • At uddanne og støtte igangsættere til selvhjælpsgrupper og individuelle samtaler
  • At igangsætte selvhjælpsgrupper
  • At tilbyde individuelle samtaler

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg