Man skulle tro, at gammel er det tillægsord, der gradbøjes: Gammel, ældre, ældst. Men det gør det kun inde i klasseværelset.
Ikke ude i virkeligheden. Her bøjes det: Ældre, ældst, gammel. Bliver du kaldt gammel, er du virkelig gammel. Bliver du kaldt ældre, kan du være alt mellem 50 og 80. Ældst er man kun i sammenligning med andre. Denne artikel handler nu ikke om noget sprogligt. Den handler om, at du drikker alt for meget!
Mange ældre er ikke klar over, at alkohol er et problem for deres sundhed. Når kroppen ældes, kan den ikke tåle samme mængde alkohol som tidligere. Medicinforbruget stiger også med alderen, og her kan alkohol give uheldige bivirkninger. Vi kigger på det.

Drikker ældre mere end andre befolkningsgrupper?
Mere end hver tredje over 60 år drikker flere gange om ugen, fremgår det af flere undersøgelser, der også viser, at der er et flittigt dagligt forbrug af alkohol blandt de ældre: Hver sjette tager sig et glas eller mere hver eneste dag, hvilket kun gælder for mindre end 2 procent af den øvrige befolkning.
Maria Koch Aabel er specialkonsulent i enhed for forebyggelse i Sundhedsstyrelsen. Og hun bekræfter, at de ældre har et forbrug af alkohol, der er på niveau med de unge.

7 råd om alkohol
Sundhedsstyrelsens 7 udmeldinger om alkohol
1. Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
- Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
- Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd. Det har man så lavet om, så det nu hedder 5 – 10.
- Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol hvis du drikker mere end 14/21 om ugen

- Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
- Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
- Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol
- Ældre har mindre væske i kroppen, derfor bliver promillen højere.
- Med alderen har kroppen sværere ved at klare alkohol.Alkohol kan forringe medicinens effekt og øge bivirkningerne.

