– Appfinder Sjoerd Kok, hvordan gik det egentlig med din surfer-app-findelse? KlitPosten.dk bragte jo den sensationelle nyhed allerede for flere år siden …
– Det gik slet ikke. Ingen læste artiklen, ingen købte min opfindelse, så jeg hang med hovedet i ret lang tid. Faktisk var jeg lige ved at udvikle noget slidgigt i nakken!
– Men du relancerer den?
– Nu er der mange flere læsere af THY.pt end af daværende KlitPosten.dk, så jeg forventer en noget anderledes efterspørgsel nu.
– Godt. Kan du for nye læsere forklare, hvad den går ud på?

– Det er en surf-app. Se her engang på min mobil. Når du trykker på pilen der på surfer-uret, kan du – ved at dreje den – selv bestemme vindretning, og trykker du to gange på den, kan du også bestemme vindhastigheden.
– Det må jeg nok sige. Men hallo? Virker den nu også?
– Vi surfere er skeptikere selv, så det kommer ikke bag på mig, hvis en enkelt ikke-surfer som dig tvivler. Det er da også derfor, at vi har været længe om at udvikle app´en. Det tog tid for mig at få lov af min kone og af DMI, der jo gerne vil have patent på vejret i hele landet. Også DR var ude med både bål og brand. De siger, at det er vores vejr. Så er det vel også mit??
Hvad så, hvis flere vil have app´en og trykker på noget forskelligt – samtidigt?
– Ok, det er der sandelig taget højde for. Det svarer fuldstændigt til den gamle vittighed om de radikales ta-selvbord! Du husker det der politiske parti?
Så, altså, jeg prøver lige igen: Hvad hvis flere surfere for eksempel står parat på deres boards, og alle trykker samtidigt, og alle trykker noget forskelligt?
– Det er faktisk enormt enkelt. Som i alle andre nødssituationer er der en linje til Finn Jorsal, der jo er ven med os, som så afgør vindretning og -styrke.
Og hvis han ikke træffes? Det er jo før hørt, at selv en pensionist er optaget?

Sjoerd sukker og himler:

– Du kan bare høre vejrudsigten i radioen, for sådan virker app´en nemlig i den situation: Lidt sol hist og pist, måske en smule eller en hel del regn af og til, og vind fra flere retninger i forskellig styrke. Jeg regner bestemt med at blive mangemillionær med denne app, og så vil jeg købe mig en Porsche.

Sjoerd ser tænksom ud:

– Måske vil jeg hellere have et par nye gummistøvler.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg