De står rundt omkring sengen. Alle har hørt spørgsmålet. I midten mit yngste barnebarn, der ser spørgende på mig, mens han tager fat i min hånd. Der bliver helt stille i stuen.

– Øh, måske er jeg lidt bange, fordi jeg ikke kender til det. Jeg ved ikke, hvordan det er at dø, for jeg har aldrig prøvet det før.
Vincent nikker langsomt:
– Når man er død, er man død.
Han ser spekulativ ud.
– Så er der jo heller ingen, der kan fortælle os, hvordan det er, nikker han.

Ingen siger noget. Der er en elefant i rummet. Det ved Vincent ikke, for han fortsætter ufortrødent:

– Hvor var jeg henne, før jeg blev født?

Der lyder en hosten og en rømmen sig, inden jeg svarer knægten:
– Ingen steder! Du var ikke til. Du eksisterede ikke. Derfor var du – ingenting!
– Så, – når man dør, bliver man så til ingenting igen?
– Det tror jeg. Desværre er der ingen, der har kunnet sige noget om det, for det kan man jo ikke, når man er død!

 

– Når du er død, bedstefar, skal vi så aldrig mere se dig?
Vincent får tårer i øjnene. Det gør bedstefar også:
– Nej, Vincent. Og jeg skal heller aldrig mere se dig – eller jer andre.

– Lever du ikke videre oppe i himlen?

Vincent peger ud ad vinduet. Hospitalets hvide gardiner omfavner den blå himmel.

– Det er der nogen, der tror på. Ikke jeg.

Da ingen nogensinde har kunnet berette om det hinsides, må alle historier om paradis og helvede være opfundet af fantasifulde mennesker. Alle historier om familiers gensyn er digtet af mennesker og uden hold i virkeligheden. Virkeligheden? Hvad er virkeligt? Og hvad forklarer man en dreng på 5 om døden? Man kan forsøge at mildne døden ved i stedet for at skrive: Han er død så at skrive: Han er gået bort. Prins Henrik gik bort, mens Hans V. Bischoff døde. Der er forskel på folk.

Det er svært for en lille purk at forstå. Det er det også for os andre. At livet for det enkelte menneske er en cyklus: Man fødes, lever og dør. Punktum. Finito. Det er svært at forstå, at kigger man uden om religiøse og filosofiske overvejelser, er det sådan. Det er tilfældigt, at ens fars sædcelle møder ens mors æg, tilfældigt, at det lige er mig, der fødes og tilfældigt, at jeg vokser op og måske er så “heldig” at kunne leve 79,4 år, som gennemsnittet er. Når jeg er død, bliver jeg forholdsvis hurtig glemt; når næste generation er blevet gammel, eksisterer jeg formentlig kun som et svagt minde, og når Vincents børn er gamle, er jeg glemt.

Hvad skal det gøre godt for? Hvad er meningen med livet? Det står ubesvaret hen. Man får mistanke om, at et eller andet sted er det hele startet, for tanken om at det altid har været sådan, kan ikke rummes i en almindelig menneskehjerne. Men at det er startet på et tidspunkt, kan heller ikke rummes, for hvad var der så før?

Så der er ingen trøst at hente, hvis man vil være ærlig over for barnet. Derimod kan man hælde chokolade ud over det hele og bilde børn en masse ind. Så bliver de ikke så kede af det. Hvad er det rigtige? Det er naturligvis det, du mener og gør og siger til dine børnebørn.