Brevkasse med svar fra historiske personligheder.  Du kan nogenlunde trygt henvende dig med dit eller dine spørgsmål, gerne anonymt. Vi finder en relevant ekspert. Har han eller hun en løsning, vil du kunne læse den her. Send dine spørgsmål til brevkassen@klitposten.dk, gerne anonymt, og få løst knuderne op!

Sokrates er læg-mand, gammel græsk filosofiorienteret, men også med begge ben solidt plantet i jorden. Hans viden er bred, ikke dyb eller imponerende, men han garanterer som minimum en holdning til emnet.

problemstilling

Hvorfor er der så mange, der har en forestilling om et liv efter døden? Hvorfor tror over halvdelen af befolkningen på et liv efter døden? Prøv lige og svar på det!

Mvh

Peter Munch-Madsen-Sørensen

sokrates´ svar

Kære Peter!

Til alle tider eller så længe, der har levet mennesker med tankevirksomhed på jorden, har de tumlet med døden og det, der kunne ligge bagefter.

Om det er utilfredshed med livet her og nu, der får nogle til at mene, at der må findes noget bagefter, eller om det er ens religion, der tilsiger det, skal jeg ikke kunne sige. Min egen mor havde en forfærdelig tilværelse og sukkede mange gange, at der måtte være et liv efter livet, da det ellers ikke gav mening.

Jeg sagde stilfærdigt til hende, hvem der havde garanteret hende mening med livet, men hun undveg spørgsmålet og knejsede med nakken.

Jeg kan ikke være til megen hjælp med informationer om det hinsidige. Man kan nok med en vis sikkerhed konkludere, at troen på et liv efter livet beror på myter, ønsker og drømme, idet mig bekendt ikke en eneste afdød er vendt tilbage og berettet om sit efterliv. Jeg er sikker på, hvis det skete, at vedkommende nok skulle kunne få plads i både TV-Avisen og TV2 News.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg