I denne tid kan man bekymre sig om mange ting. Ikke helt uden grund. Man skal derfor være varsom med at anbefale alkohol som dulmetrøster. Alligevel er der grund til at gøre opmærksom på SPAR Klitmøllers tilbud om rødvinen Sol One til en pris, der er helt uden konkurrence. Klik på linket til Facebook og se, hvad en vin til 250,- flasken kan sælges for. Men det gælder kun, så længe lageret holder, siger Mikael Konradsen, leder og ejer af SPAR Klitmøller.

– Det er vigtigt at have gode tilbud, når samfundet er i krise. Vi gør fra SPAR, hvad vi kan. Jeg synes selv, vi er kommet godt ind i det, siger han, – kunderne retter sig i det store og hele efter vores anvisninger, og på trods af enkelte tidspunkter, hvor måske især udefrakommende kunder først lige skulle finde deres corona-ben i butikken, er alt gået gnidningsfrit med nys i ærmet og to meter til nærmeste potentielle virusmodtager.

– Jeg håber som alle andre, at det snart er overstået. Det er jo ikke en normaltilstand, man ønsker ret længe; det viser måske, hvor givet vi tager alting, og hvor pludselig alting kan ændre sig til noget unormalt, så det normale dagligdags pludselig bliver det unormale.

– Og nu vi er ved det. Fik jeg sagt det? Lige i øjeblikket har jeg tilbud på en aldeles fremragende rødvin, Sol One. Den er som skabt til både gråvejrsdage og forårsvejr.

Mikael kigger op i den skyfri himmel mod solen. Der er kun én. Sol one.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg