Et øjeblik …
– og hvornår hedder det det ene og hvornår det andet? Især i nordjysk tager man det ikke så tungt. Min svigermor sagde altid: Jeg lå den på hylden! Den har lagt der i lang tid.
Disse udsagnsord eller verber kaldes transitive og intransitive verber. Er de transitive, trækker de altid et objekt med sig. De intransitive står altid “alene”.
Jeg sidder med en bog. Der er intet objekt, så derfor hedder det sidder.
Jeg sætter min bog på hylden. Objektet bog er genstandsleddet, akkusativen, og så skal man bruge sætter.
Det er svært for os at skelne, især med et ord som springer.
Bomben springer i luften (intet genstandsled)
Han sprænger bomben i luften (genstandsled).
Bomben sprang (intet genstandsled).
Filosofisk kunne man spørge, om vi ikke bare kunne nøjes med et ord, eks. springer. Teoretisk kunne man godt. Men sproget ville miste noget.
transitivitet
Transitivitet er en grammatisk betegnelse for verbers evne til at forbindes med andre nominale sætningsled end subjektet. Man skelner mellem intransitive verber som eksistere, dø, sove, der kun forbindes med subjekt, og transitive verber som skabe, dræbe, vække, der også forbindes med objekt.
Blandt de transitive verber kan afgrænses gruppen ditransitive verber, som konstrueres med både direkte og indirekte objekt, fx give, sende, meddele nogen noget.
Verber, som kun forbindes med nominale led via en præposition, fx stole på nogen, profitere af noget, regne med noget, kan benævnes indirekte transitive eller regnes for intransitive.
På dansk ytrer verbernes transitivitet sig ved mange verber ved systematisk vekslen mellem transitiv og indirekte transitiv (præpositionel) anvendelse, jf. skrive et brev over for skrive på et brev og lukke hanen over for lukke for hanen.
(Herslund, Michael: transitivitet i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 19. maj 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/transitivitet)
