SVANEAPOTEKET STOREGADE 5 , OPMALET 1978, FOTO MOGENS HØYRUP, APRIL 1978. (U5-AP, nr.2).

Til venstre i billedet ses apotekets søjler, der igen er kommet til ære og værdighed. Kiosken kunne tilbyde tre lokale aviser. Man kunne også få en af aviserne bragt i tre måneder for 4,50 kr.

Længere nede ad gaden ligger hotel "Thy", hvor der havde været gæstgivergård siden 1873. Bag hovedbygningen var der teatersal og stald, der blev brugt til modtagelse af de mange kreaturer, som dengang blev ført til Thisted. Kommunen købte i 1946 hotellet for at skaffe areal til parkeringsplads. I 1955 forsvandt de sidste dele af hotel "Thy" fra den nuværende J.P. Jacobsens plads.

Der ligger sikkert en kuldamper i havnen i færd med at losse. Det gjorde der næsten hver dag. Kullene blev kørt hen i store dynger, før de blev bragt ud til kunderne. Gasværket og elværket samt de store industrivirksomheder var de største aftagere.

Kul var også det vigtigste brændsel i de private hjem. Kakkelovne var derfor en handelsvare af betydning. For den arbejdsløse var det måske nødvendigt at købe en brugt kakkelovn hos Aage V. Kjær for 20 kr.

Ved arbejdsanvisningskontoret i Thisted Amt var der den 15. maj 1936 tilmeldt i alt 465 arbejdssøgende personer (441 mænd og 24 kvinder). Arbejdsmændene og havnearbejderne havde den største arbejdsløshed, nemlig 150, mens der var 126 arbejdsløse landarbejdere.

Thisted er vokset op omkring en landingsplads.

Da havnen blev bygget i 1840, kom der for alvor skub i udviklingen.

Omkring 1870 havde byen udviklet sig til at være Jyllands fjerdestørste søfartsby.

Forudsætningen for denne fremgang var, at der skete en omlægning af handelsvejene som følge af havets gennembrud ved Aggertangen i 1825. 

Før den egentlige bebyggelse hed Østerbakken "Bjerget". I folkemunde blev den også kaldt "Rakkerbakken", sikkert fordi rakkerne holdt til her.

I 1963 blev en del af husene på venstre side af vejen samt det yderste hus på højre side fjernet for at give plads til hovedvejen.

Sammen med Storegade er Nørregade det gadenavn, der først nævnes i kirkeregnskaberne. Husene i Nørregade er de ældste i Thisted. Selv om der er sket fornyelser og ombygninger, så har mange af husene en byggestil, der stammer fra 1700‑tallet.

Den øvrige del af det ældste Thisted omkring Nytorv og Havnestræde blev ødelagt af en omfattende brand i 1818.

Kørebanen var belagt med brosten.

I første halvdel af 1800‑tallet gjorde amtmand Gerhard Faye en stor indsats for at få gaderne belagt med brosten. Efter 1. Verdenskrig blev der mange steder lagt et lag asfalt over brostenene for at bilkørslen kunne blive mere be­hagelig. Men som her forblev der bro­sten i mange gader langt frem i ti­den.

Plantagen i Thisted blev oprindelig anlagt i 1821 som planteskole for at forsyne de påbegyndte klitplantager med træer. Forsøget gik i vasken, og arealet blev skænket til amtet i 1844 af Chr. 8. med krav om, at der skulle være åben for byens "indvånere".

Koopmanns Svineslagteri blev anlagt i 1898 ved Strandvejen som byens første slagteri. Det var gennem mange år en betydelig virksomhed med 100‑125 ansatte. Efter at Thisted Andelssvineslagteri startede i 1931, gik det tilbage for det private slagteri, og i 1953 blev det nedlagt og bygningerne overtaget af Thisted Jernhandel, der siden flyttede ud i industrikvarteret.

1 1936 blev det forbudt at slagte kreaturer i svineslagteriet. Der blev derfor bygget et kreaturslagteri, og slagteriet blev udvidet 6 m mod nord for at give bedre kølepladsforhold. Den samlede udvidelse kostede ca. 100.000 kr.

Thisted uldspinderi. virksomhedens fabriksbygning ved Hjultorv og i Østergade. 1975

Thisted Uldspinderi

Thisted Uldspinderi startede i 1880 som klædefabrik. Få år senere blev der opført en ny fabriksbygning, der blev udvidet i 1906.

Spinderiet blev hærget af brand i 1919. Genopførelsen var så kostbar, at man måtte indsætte brugte maskiner og derfor havde fabrikken svært ved at klare sig i konkurrencen. Resultatet blev, at virksomheden måtte lukke. Det lykkedes imidlertid lokale folk at oprette et aktieselskab, så produktionen kunne starte igen i 1930 - nu også med gulvtæpper på programmet. I 1968 blev aktiemajoriteten overtaget af firmaet Gabriel fra Fredericia. Sidst i 1970´erne flyttedes produktionen fra den gamle fabrik i Østergade til Wilhelmsborgvej i det nye industrikvarter. I 1981 lukkede den 100 år gamle Thisted-virksomhed.

I uldspinderiets storhedstid før storbranden beskæftigede virksomheden næsten 100 mennesker. I 1936 arbejdede der ca. 20 mænd og kvinder. Man arbejdede seks dage om ugen fra 7 morgen til 5 aften med halvanden times middagspause. Ulden blev forarbejdet i underste etage, mens selve spinderiet var på 1. etage. 2. etage var lejet ud til forskellige grossister.

Når ulden kom til uldspinderiet, blev den til­sat forskellige oliestoffer for at gøre den nemmere at arbejde med. Derefter blev ulden findelt i to maskiner, der var forsynet med metalpigge. Først skete der en grovere bearbejdning og derefter en stærkere findeling i en knuser.

Efter at ulden var knust, gik den videre ind i kartemaskinen. Denne maskine var forsynet med en vejekasse. Når ulden i kassen havde nået en vis vægt, blev den ført ind i kartevalserne.

Det er kartemaskinens opgave at få uld­hårene til at ligge i samme retning. Nogle store valser førte ulden frem gennem maskinen. Efterhånden blev den fineste del af ulden opsamlet af nogle små valser, der kørte i modsat retning

Alle maskiner blev trukket af remme, der alle blev trukket af en hovedaksel, der gik langs loftet. Det kunne være farligt at bevæge sig mellem remmene. Det skete, at en hånd blev beskadiget, hvis man kom for tæt på en rem.

Når garnet var spundet på maskinerne i spinderiet, blev strikkegarnet vundet i bundter (fed) på en garnvinde (haspe). På billedet er det Anna Blaabjerg, der er i gang med dette arbejde. Alle måtte tage del i arbejdet for at få virksomheden til at løbe rundt. Strikkegarnet var hvidt eller blåt og blev bl.a. brugt til undertøj.

Alle varerne blev vasket, før de forlod virksomheden. Garn til salg blev vasket i store trækar. Garn til eget væve­ri blev ikke vasket, men stoffet blev vasket (valket) efter vævningen.

Farvningen tog direktør Nielsen sig af. Han havde tidligere haft et farveri i Frøstrup. Men ellers havde de ansatte ikke faste arbejdspladser ‑ man måtte kunne deltage i alle arbejdsprocesser.

I vævestuen var der fire væve. Her ses vævning af "nordisk klæde", der blev lavet både i hvidt og i forskellige farver. Stoffet blev bl.a. brugt som uldlagener. På vævestuen blev der også vævet mange gulvløbere. Poul Chr. Poulsen var vævemester på uldspinderiet fra 1902 til 1948.

Uldspinderiet havde en forretning ud mod Østergade. Her solgte man virksomhedens produkter. Der blev også solgt færdigsyede plusfours, som en medarbejders kone syede derhjemme. Bukserne hed plusfour, fordi de var fire tommer længere end de sædvanlige knæbukser.

Under 2. Verdenskrig var der også en systue i forbindelse med forretningen. På grund af rationeringen var der engang sådan en trængsel, at butiksruden blev trykket ind.

Vestergade, hestevogn med studenter, foran Trikohl renseriet

Trikohl

Trikohl‑renseriet var i 1930´erne en af Thisteds mest moderne forretninger. Igennem mange årtier blev forretning drevet af Verner Stage, der begyndte sin virksomhed netop i 1936.

I begyndelsen af 1930´erne skete der en væsentlig ændring i metoderne ved kemisk rensning af tøj. Tidligere rensede man tøjet i åbne anlæg, hvor der anvendtes brændbare væsker som benzin og terpentin. Men nu blev der mulighed for at bruge ikke brændbare, men meget flygtige væsker. Der kom en lukket rensemaskine på markedet. Her i kunne tøjet renses, centrifugeres og tørres i den samme proces. Efter en times forløb kunne tøjet tages ud af maskinen. Det var tørt og lugtfrit og kunne således presses lige efter rensningen.

Rensevæsken blev pumpet fra lagertan­kene ned i rensetromlen. Væsken gik nu i et kredsløb fra tromlen igennem et filter og tilbage til tromlen. Filteret opsugede støv og snavs. Man kun­ne følge væsken i et skueglas, og når væsken ikke længere blev snavset, blev den pumpet tilbage til tankene. Tøjet kunne nu centrifugeres og tørres med varm luft. Tøjet blev derefter presset på en maskine med damp og udsugning, så tøjet straks var klar til brug.