Udsigt fra Hummer- huset

Thisted Kommune støtter Cold Hawaii Games og fortæller om det på kommunens hjemmeside.
I uge 38 løber Cold Hawaii Games, det første af sin art, af stablen. Det bliver en uge med fokus på nogle af Europas bedste windsurfere, men også på wakeboarding, cykling, SUP og mange andre aktiviteter på og ved vandet.

I havet ud for Klitmøller og Hanstholm kommer der endnu engang til at være fyldt med farverige sejl, tåkrummende højdespring og masser af fart over feltet. Cold Hawaii Games starter den 17. September og i seks dage er der aktiviteter for både store og små.

Du kan bl.a. overvære nogle af verdens bedste windsurfere dyste om EM-titler, under IFCA Wave European Championships. Men du kan også selv prøve kræfter på bølgerne, enten som windsurfer ved Klitmøller eller i Thy Cable Park på wakeboards. Der er også skateboard, mountainbike ture og Stand Up Paddle undervisning i løbet af ugen.

Cold Hawaii Games hele ugen

Alle aktiviteterne er i år samlet under fællesbetegnelsen “Cold Hawaii Games”, og Erhvervs- Arbejdsmarked og Kulturudvalget (EAKU) valgte allerede tidligt på året, at ville støtte op. Derfor har foreningen bag eventet, Friends of Cold Hawaii (FOCH), i år modtaget støtte på 350.000 kr. til at udvikle såvel foreningen som de mange forskellige events. En lang række lokale virksomheder og foreninger er ligeledes med til at støtte op omkring event-ugen.

- Vi vil gerne være med til at støtte det brand, som Cold Hawaii er blevet til gennem årene. Derfor er Cold Hawaii Games, ligesom FOCH, et vigtigt initiativ der er med til at få Thisted Kommune på både Danmarks- og verdenskortet, fortæller Niels Jørgen Pedersen, formand for EAKU. Han fortsætter:

- Med den støtte, vi har givet i år kommer foreningen til at udvikle sig gennem en forretningsplan. Vi er med på sidelinjen, og vil følge tingene tæt. Desuden har vi erfaringer for, at de mange forskellige events tiltrækker en lang række af både danske og udenlandske interesserede til Thy.

Cold Hawaii Week bliver desuden afviklet sammen med en lang række organisationer af frivillige, for eksempel Klitmøller borger- og handelsstandsforening, surfklubberne NASA og Surfcompagniet, Dansk Paraglide Union, svømmeklubber, cykelklubber og Thy Cablepark.

Læs hele indstillinger fra EAKU, der blev godkendt af Økonomiudvalget d. 20 marts

For mere information, kontakt

Niels Jørgen Pedersen, formand for Erhvervs-, Arbejdsmarked- og Kulturudvalget
Telefon 40 93 17 18

Mogens Kruse Andersen, direktør for Teknik og Erhverv
Telefon 40 24 26 97

 

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg