Ikke alle synes, at Socialdemokratiets behandling af herboende syrere er den rigtige. Ikke alle er enige om, at Syrien i dag har områder, hvor der er fred og ingen fare. Det har endda fået et af partiets medlemmer, tidligere borgmester i Hanstholm Kommune fra 2002 til 2007, Ejner Frøkjær, til at melde sig ud. Det bekendtgjorde han under demonstrationen for de syriske flygtninge på Store Torv i Thisted søndag den 20. juni

Borgmester i Hanstholm Kommune i perioden 2002-2007
Valgt til kommunalbestyrelsen første gang i 1986. Han er læreruddannet og født 22. august 1948.

– Jeg skal lige have slukket for støvsugeren …
Den tidligere borgmester for Hanstholm Kommune er i gang med rengøringen i huset.
– Min kone er taget til Bornholm med sin søster, så jeg har indtil fredag. Med at gøre rent.

– Du har ventet med at offentliggøre din beslutning om at melde dig ud af Socialdemokratiet til i går under demonstrationen?
– Jeg meldte mig ud den 18. maj og lod det være op til bestyrelsen i Socialdemokratiet Klitmøller & Hanstholm, om de ville brede det ud. Jeg har ikke noget behov og havde og har intet ønske om det, men syntes alligevel, at hvis de tre andre støttepartier kunne bruge det under Syrien-demonstrationen på Store Torv, så var det fint med mig.

– Du har alligevel været medlem af S i 40 år?
– Det er heller ikke nogen nem beslutning. Men allerede i  ´19 meddelte jeg Mette Frederiksen, at jeg var stærkt uenig i den linje, der nu skulle herske i S omkring flygtninge, hvor man blandt andet valgte kvoteflygtninge for at undgå de spontane. Hun vidste derfor godt, at jeg ville stemme på et af de tre støttepartier til folketingsvalget.

– Har du tænkt på at melde dig ind i et andet parti?
– Nej, ikke endnu. Det må gro frem af sig selv.

Ejner Frøkjær har engageret sig i Hanstholm Asylcenter og Nationalpark Thy og blandt andet været formand for socialudvalget, både i det gamle Hanstholm Kommune og Thisted Kommune for blot at nævne noget af det, der lå og stadig ligger ham på sinde.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg