Uggi fortæller om Per Smed 6

Uggi André Larsen fortæller i seks afsnit om oplevelser i sin barndom og ungdom i Vestervig.

– Tilbage i slutningen af 1800-tallet var der en smed i Vestervig. Han hed Per Andersen og blev kaldt Per Smed. Han boede i Vestergade og blev den første formand for håndværkerforeningen. På den tid skal vi forestille os, at der hverken var TV, radio eller aviser, så folk havde kun den sjov, de selv kunne lave.
Per Smed kunne finde på at lade rygtet gå, at der var en stranding ude i Agger. Så strømmede folk jo derud, for det var en måde, hvorpå man kunne hente noget ekstra indtægt. En dag, hvor der skete for lidt i byen, spredte han rygtet: Har I ikke hørt, der er en stranding derude lige nu? Så gik han ind, smågrinede lidt ved tanken og fortsatte sit smedearbejde. Her blev han opmærksom på, at mange mennesker kørte og gik mod vest, og så slog det ned i ham, at der nok var noget om den stranding. Så han tog selv af sted, – men der var ingenting.
Den, der graver en grav for andre …
Han var ekspert i at lave ålejern, men en dag syntes han alligevel, at salget gik lidt trægt. Det faldt sammen med, at en mand kom ind til ham med en pose ål og spurgte, om han ville købe dem. Ja, fanden, svarede han. Det skal der laves lidt sjov med, tænkte han.
Så gik han hen i nærheden af Sct. Thøgersgård-, der var en dyb grøft med is på vandet. Han tog ål og flere ålejern med og begyndte at stange ål i grøften. Der kom flere forbi, blandt andre sagfører Appelhaue, han var også sognerådsformand og sparekassedirektør, det var en rigtig høj herre: Hvad står du og laver?

Glimt fra Vestervig i gamle dage

Jeg stanger da ål, svarede Per. Ja, men der er da ingen ål i den grøft! Ja, vil du så ikke lige se her! Per pegede på posen. Ja, men dog, kan jeg købe det ålejern? Ja, ja, mente Per. Han solgte sit ålejern og gik fornøjet hjem.

Per Smed var med til at opføre Lodbjerg Fyr, og hans opgave var at lave de blylodder, der skulle trække lyset rundt. Der skulle laves en del i flere størrelser, og han stod og lavede dem i kviksølv, der ligner sølv til forveksling. Det sprøjtede noget, og så kom der en kone hen til ham og sagde: Hva er det da, du står og laue? Der havde tilfældigt lige været indbrud hos herredsfogden, og al hans sølvtøj var forsvundet. Per Smed svarede: Det er ham tyveknægten henne fra herredsfogden, han sagde, du må smelte mit sølv om, jeg skal have de store, men du kan selv beholde de små der! Nå!
Der gik ikke lang tid, før herredsfogden stillede med sikkert dybe panderynker.
Det var sådan noget, de morede sig over dengang.

Urmageren, Aldershvile, havde forretning lige over for skomager Madsen, min bedstefars fætter. En dag kommer urmageren ind til skomageren. De sad jo begge to helt fremme i hver sit vindue og kunne se over til hinanden. Ved du hvad, skomager, jeg er ved at være træt af at se dit fjæs hver eneste dag! Ku du for helvede ikke sæt di røv op i vinduet i stedet, så der var lidt andet at kigge på?
Det hå a ski prøvt, men så sagde folk: God daw, urmager! Så det holdt jeg op med.