Sent fredag eftermiddag var min cykels forhjul fladt. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var ventilen. Gummiet var simpelt hen rådnet. Jeg af sted for at købe et nyt.

Men hverken Frøtex eller Suppe-Brugsen havde ventilgummi. Alt var udsolgt, forklarede en hændervridende ung mand med bekymrede pandefolder i sidstnævnte. Det kan ikke passe, mente jeg og besøgte både Aldri, Rema-1000og1, Little, Brutto og nogle andre dagligvarebutikker. Ingen havde ventilgummi.

Jeg fortalte henkastet min ven om problemet. Hans øjne begyndte at flakke, og han kastede et hurtigt blik på sit ur.

– Vi skal en tur til Nykøbing, sagde han, – mon ikke vi kan nå at købe ventilgummi, inden de andre har hamstret det hele, for min cykel trænger ærlig talt også til et nyt stykke. Han hastede ind i lejligheden efter konen, og da de svingede ud af indkørslen, så jeg, at han rullede vinduet ned og sagde et eller andet til den anden nabo. Lidt efter kom hans nabo løbende ud med kurs mod sin bil.

For et par timer siden er rygtet nået hovedstaden: Der er ikke mere ventilgummi på markedet! Alt er ribbet! Ingen vil sidde med hænderne i skødet uden ventilgummi, mens coronaen hersker og regerer!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg