Et øjeblik …
Du kender det. Man har aftalt en middag sammen med gode venner, og så ringer de afbud med en eller anden dum årsag. For eksempel at en af dem er forkølet. Så kan man blive en smule sur. Nu havde vi jo lige aftalt det hele! En smule sur? Nej, du. Meget sur!
Nu havde vi arrangeret en dejlig og tildels også en festlig middag sammen med Peter og Katrine. Det hedder de ikke, men det kan jo være lige meget. Vi skulle bare have burgere, men det er også lige meget.
Ugen før ringer Katrine og må melde afbud. Træt svarer jeg: “Hvad er der så?”.
Lyder jeg irriteret? Det kan godt være, men den der følelse fra coronatiden går aldrig væk, og vi sidder i dyndet til op over begge ører. Så selvfølgelig har Peter og Katrine været sammen med nogen, og så er de blevet smittet.
“Hallo,” siger Katrine. “Vi må desværre melde afbud til på torsdag”.
“Nå,” svarer jeg friskt. “Det er måske omikronen, der har ramt jer?”
Jeg prøver jo at lyde småhumoristisk, selv om det nu efterhånden er længe siden, vi har tumlet med de der ord: Omikron, corona, smitterisiko, mundbind. Selvfølgelig har jeg læst om vores lave immunitet over for sygdomme, der relaterer til mundhule og svælg og den slags. Selvfølgelig holder vi vistnok stadig afstand. Selvfølgelig spritter vi lige hænderne af, inden vi går ind i supermarkedet.
Og så alligevel. En lille mistænksom orm gnaver løs i mit indre. For hvad har Katrine nu fundet på?
“Ja,”, siger Katrine. “Efter en større familiefest forleden viser det sig, at et par bette børn er blevet stærkt forkølede!”
“Nå, for den,” udbryder jeg møghamrende irriteret. Resten af samtalen drukner i sure opstød over den der fandens forkølelse, der sådan skal virke ind på vores normale tilværelse. Nu troede vi jo lige, at alt det der med smitte var et overstået kapitel.
Dagen går med at smide lidt rundt med stole og borde og ændre planer.
Heldigvis har vi også en aftale med Jens og Lone. Der skulle vi ikke nøjes med burgere!
Klokken TV-Avis samme aften ringer telefonen igen. Det er Lone. De hedder ikke Jens og Lone, men det kan jo også være underordnet. Hul i det.
“For fanden,” siger jeg meget hurtigt. “Hvad har I så for en begrundelse?”
“Det er Jens´ mor, der ligger for døden”, siger Lone så. “Pludselig er det op over med hende!”
Det er her, jeg holder mund – et stykke tid, inden jeg kommer til mig selv igen og kan spørge hende ud om svigermoderens tilstand. Bagefter er der ingen stole eller borde, der bliver smidt rundt.
