
– For mig er det vigtigt at holde sig ajour med dagens væld af begivenheder. Det gør jeg på min iPad. Er der for eksempel kommet nye udgaver af den kendte grønne traktor? Er der opdaget andre varianter af dinosaurerne end dem, vi kender til i dag? Det synes Elisabeth ikke helt er så vigtigt. Fred med det. Vi leger stadig sammen i børnehaven, i øvrigt sammen med Anna.

– Anna er min nye kæreste. Hun har den fordel frem for Elisabeth, at hun er lidt mere moden. Elisabeth er kun 5 år og 2 måneder, hvor Anna er 5 år og 6 måneder. Anna og jeg kan tale sammen på en mere moden måde. Hun forstår mig og mine behov meget bedre, uden at jeg vil forklejne Elisabeth. Det kunne aldrig falde mig ind. Vi har trods alt haft meget sammen gennem tiden, både godt og skidt.

– At forholdet til Anna er noget mere end blot at være legekammerater, kan ses af det faktum, at Anna og jeg har kyssedes! Det var i Blå Stue lige bag døren, så ingen så det. Vi kyssede hinanden lige midt på munden. Det var dejligt! Men det er ikke sikkert, at det nødvendigvis fører til andet og mere. Nå. Nu skal jeg have bagt de her boller, så mit interview er slut!
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive, hvilket har resulteret i lidt flere end 13 bøger samt dette pensionist-magasin med omkring 1.000 artikler, hvoraf en hel del er havnet i papirkurven.
Bøgerne kan lånes på biblioteket eller købes her på THY.pt under menuen ORDFATTER.
TJANSORKER? Det er blot substantivet for at orke tjansen at skrive. Og det gør jeg! Altså orker!



0 Kommentarer