Et øjeblik …
Berit Raldin: Vi er lige meget værd som mennesker
Lighed er vigtigt for mig. Allerede som stort barn og ung var jeg interesseret i politik og uretfærdighed ude i verden. Jeg vidste at jeg var heldig at være blevet født i Danmark, hvor vi alle er lige og har lige muligheder. Men stille og roligt blev jeg klar over at ligheden, også i et skandinavisk velfærdssamfund, kan smuldre. Og kun i kraft af en global ulighed lever vi så materielt godt.
Moralsk betragtet bør vi være lige. Vi er lige meget værd som mennesker. Vi lever på en jord, som vi burde have lige meget ret til fra fødslen. Men i hele sin eksistens har menneskeheden kæmpet om rigdommene og med tiden skabt samfund hvor de stærkeste har fået mest, ophobet jord og rigdom og givet det videre i arv til deres egne.
Historisk er vores trygge velfærdssamfund i Danmark en stor opnåelse. Ingen sulter ihjel. Alle kan få tag over hovedet (hvis de kan indordne sig nogenlunde). På papiret kan enhver borger i landet opnå lige hvad hun eller han vil. Men det har krævet kamp og omfordeling.
Kan det så ikke være lige meget, at nogle er mangemilliardærer mens nogle få har svært ved at betale regningerne og må vælge mellem livsvigtig medicin og mad? Er det ikke bare dum misundelse?
Nej, og jeg er ikke misundelig. Jeg er bare ikke enig i at folk selv er skyld i at de er fattigere. Eller at de rigeste er rige, fordi de helt alene har kæmpet sig til rigdommen med flid og studier. Eller at det er godt for alle, at nogle få bliver rigere og rigere.
Ingen af os har selv valgt vores forældre, vores gener for helbred og evner, vores fødeland. Så selv om vi bilder os det ind, er der ud over vores egen indsat et stort element af held.
Fortællingen om at de rigeste har fortjent deres rigdom, er meget stærk i de vestlige, moderne samfund. Vi har det, man kalder meritokrati: Man opnår gode jobs ved at uddanne sig, ikke gennem medfødte privilegier som i de gamle stændersamfund. Det lyder jo sundt og retfærdigt og er det til dels. Det hedder sig, at man kan hvad man vil og at man er ”sin egen lykkes smed”. Men den idé har en bagside: Hvis den succesfulde, veluddannede rige er endt der, fordi hun har truffet rigtige valg og arbejdet hårdt, så må den fattige ligeledes selv være skyld i sin situation. For man kan hvad man vil. Men ingen kan vel være uenige i, at vi har forskellige styrker og evner. Samt at nogle børn har en opvækst uden stabilitet og tryghed. De stærkeste overkommer også det. Men mange gør ikke. Jeg tror, at en del af de unges mistrivsel i dag bunder i forventningen om, at alle kan hvad de vil. Det er et individuelt ansvar at få succes. Og kan man ikke leve op til det, kan man nemt føle sig mislykket.
Markedskræfterne har så oveni bestemt, at forskellige evner ikke er lige meget værd. Evnen til at passe på andres penge og regne ud hvor investeringer giver størst afkast, er uendeligt meget mere værd i det system end at passe børn og ældre eller bygge huse. Samfundet viser sin anerkendelse af os via størrelsen på lønnen. Så løn handler ikke kun om penge, men også om prestige og at være værdsat.
Jeg er med på, at 100% økonomisk lighed næppe kan opnås og ikke ville holde længe. Men en høj grad af lighed hvor dem med de største formuer og indtjening betaler langt mere til vores fælles velfærd, er bedst for alle. Og hvor der er højere grad af fælles ejerskab. Det er mere retfærdigt. Men ud over det giver det tryggere samfund. Og hæmmer det væksten? OK, det ville nok være godt for klimaet.
