I frikvartererne spillede vi drenge altid fodbold, medmindre der var for meget sne på vores fodboldbane. Hvis det var tilfældet, kælkede vi ned ad bakken fra skolen og ud i engen. Det tog lang tid, før vi kom tilbage til en ny kælketur eller skoletime. Vi havde lært os et trick, hvor vi snuppede en kælketur, når vi kunne se, at læreren var på vej ud for at kalde os ind til time og så varede det jo meget længe inden vi var tilbage på vores plads. Om morgenen startede timerne altid med religion, mange gange havde vi lektier, hvor vi bl. a. skulle kunne huske salmevers udenad, vi skulle stå enkeltvis op ved vores skoleborde og sige salmeversene højt og tydeligt. hvis vi havde svært ved at huske dem, fik vi skæld ud af læreren, og så kunne vi regne med at skulle sige endnu flere vers næste gang, – jeg hadede det!!!
De fleste af mine klassekammerater kom også fra bondegårde. Dem, der ikke gjorde det, havde ofte fast arbejde efter skoletid på gårdene, hvor de tjente nogle lommepenge.
På vores skole i Skovsted, som var en landsbyskole, havde vi kun én lærer til at undervise omkring 50 børn. Børnene i alderen 7 til 10 år gik i “lille” klasse, og børnene i alderen 10 til 14 år gik i “store” klasse. Selvom klasserne var slået sammen, fik hver årgang deres eget skolemateriale. Hvis ikke læreren mente, at vi opførte os ordentligt eller havde glemt vores bøger derhjemme, kunne han finde på at give os lussinger med flad hånd på hovedet eller bagdelen. Jeg har aldrig fået en lussing af ham, men det skete, at en af mine kammerater fik det, og så var vi alle meget bange og turde næsten ikke se op.