Nørregade, hvor en del fattige boede

Vi, der boede tæt på skolen, måtte ikke parkere cyklen i skolegården.
Min bedste ven, Karl den store, boede lige ovre på den anden side af vejen, måtte godt parkere i skolens cykelskure. Men jeg regnede ud, at jeg da godt måtte parkere min cykel i mine bedsteforældres baggård. De boede næsten lige ved siden af skolen.
En dag, da jeg var ved at trække cyklen ud på vejen, stod min mormor i vinduet og kaldte.
Jeg håbede, at jeg skulle spise hjemlavet tykmælk. Der stod en stor stak af dybe tallerkener, som skiftevis vendte den ene og den anden side op, så det ikke fyldte for meget op på det lille køkkenbord. Hun sagde altid til mig, at når der groede mug på tykmælken, smagte den bedst og var også mere sund. Det er ligeså godt som penicillin, sagde hun tit, og så er den gratis. Hun var sjov, og jeg glædede mig til at smage den sure mælk med masser af sirup på. Den dag var der ikke en stavl tallerkener på køkkenbordet. Min mormor sad på en køkkenskammel og kiggede ud på deres tyrkiske duer. Da hun så mig, vendte hun sig om og sagde stille til mig, at jeg skulle sætte mig på køkkenbordet. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Min mormor tog sine runde briller af og rakte dem til mig. De så meget gammeldags ud. Jeg tog dem på og glædede mig til, at hun fik tårer i øjnene af at grine. Det gjorde hun bare ikke denne gang. Hun tog min hånd og kiggede på mig med sine øjne, som løb i vand. Hun ville have mig til at se ud på duerne. Den med den røde knop ved næbbet er gammel. Den er meget gammel, understregede hun. Jeg kunne nu ikke se, at den var særligt gammel.
Da hun fortalte, at den snart ville dø, blev jeg ked af det, for det var min due. Den var så tam, at den kom hen til mig, når jeg gik over for at se til alle duerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så ked af. Min mormor så, at jeg var ved at græde. Jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Du ved, din farfar i Klitmøller, som har været gået i barndom for længe siden, han …
Inden hun fik sagt mere, sagde jeg til hende, at det er altså værre, at min due snart skulle dø. Du er altså en god dreng, bette mand. Jeg elskede min mormor. Hun duftede altid af hud og parfume, og så syntes jeg, at det var dejligt, at hun hver eneste dag havde et sølvsmykke med en stor klump rav i om halsen. I alle hendes smykker var der rav, som hendes far fundet på stranden, når han havde været på fiskeri. Og så syntes jeg, hun var meget smuk. Men hendes fingre var ikke så pæne.. De var ikke helt lige mere, og så havde de fået sådan nogle knopper. Hun fortalte, at dengang de havde farvehandlen i Vestergade, var hendes arbejde at sy bændler på kokus – og sisaltæppernes kanter.
Min far stod i døren, da jeg kom hjem. Han tog et hvidt lommetørklæde og tørrede tårerne væk. Jeg sagde med det samme til ham, at jeg vidste, at farfar var død, men jeg sagde altså også til ham, at jeg var mere ked af, at min due snart skulle dø. Han gav mig en lille lussing i håret. Vi grinede sammen. Jeg kunne mærke, at jeg alligevel var ked af, at min fars far var død, for så ville min far jo også dø.
Min far slog en stor prut, og vi grinede igen sammen. Vi syntes altså, at det der med at prutte, var det sjoveste min far og jeg vidste. Og så er det gratis, sagde min far.
(Fortsættes i morgen)

Billeder fra Thisted Lokalarkiv – Nørregade.

Klik for forstørrelse

Bespisning på skolen

Forfatter

  • Jan Morell er forfatter, musiker og kunstmaler. Hans malerier er tydeligvis inspireret af Thys himmel, hav og havbåde. Efter en rejse i Kenya blev de kolde farvers palet dog for en periode skiftet ud med de meget varme farvers palet. Foruden et par digtsamlinger har han skrevet en række fikta-faktanoveller, hvori skildringerne som regel udspiller sig i Thy, lige som hans sidste roman, "Farvehandlerens Søn fra Thy" gør det. Jan Morell er herudover medforfatter til "Thy - Længslernes Land", som er en opfølgning på "Landet Mod Nordvest", som udkom i 1947.

    Vis alle indlæg