Et øjeblik …
At bage en julekage har vist sig at være sværere end først antaget. Ser man bagedyster på TV, er det jo legende let. Selv små teenagere bager kager, så det er en lyst. Men jeg gamle redaktør … Min kage er smattet. Måske trænger den til en ekstra omgang i ovnen?
Et af sidens fotos er et modelfoto. Jeg siger ikke hvilket.
2.
Redaktøren er ikke langt fra tanke til handling. Da han hører skridt inde fra stuen, tager han lige den kølige bagermesterattitude på og mumler henkastet og så overlegent som muligt i den aktuelle situation til den forbipasserende frue, mens han dækker for hendes nysgerrighed med hele sin krop:
– Jeg tror lige, jeg giver den et par minutter mere!
Redaktøren får dirigeret hende ind i stuen igen, uden at hun ser smattekagen. Intet nederlag vil være større, end at hun skulle overvære ens bagefiasko. Den får 10 minutter mere.
Han tager den forsigtigt ud og kaster et kritisk blik på den. Den er blevet mørkere i overfladen. Men der er stadigvæk smat indeni.
3.
Redaktøren udstøder en for ham sjælden, men usædvanligt velanbragt bager-ed, halvhøjt, så ingen hører den, hvorefter han i raseri skruer op for ovnen til 200 grader og smider æblegrøden ind og sætter uret til 20 minutter. Da “kagen” efter et godt kvarters tid udefra set mørkner betænkeligt, tager redaktøren den ud og må forpint, nedbrændt, udslukket konstatere, at sandkage – det bliver den aldrig. Den er dog blevet fast, meget fast, i det ydre, der til gengæld har antaget en smuk, lysesort farve. Han skærer et stykke. Det er et overordentligt sælsomt stykke kage. Udenpå en næsten sort skorpe, der er slagfast i en sjælden grad, lidt længere inde en dejlig sandkageagtig marcipankage og inderst? Inderst den velkendte smat.
– Må jeg byde på et stykke marcipan-chokolade-kage til kaffen, foreslår redaktøren sådan henkastet og stærkt ironisk. Næsten med en skødesløs sarkasme. En smule stakåndet. Skærer hende et stykke brændt kage med snasksmat indeni. Stikker hende en teske.
– Et stykke sandkage med marcipan og chokolade og revne, fintrevne, æblestykker i …
Han skal lige til at forklare og undskylde og og og, da fruen smaskende afbryder ham:
– Ja, men Finn, den smager jo godt! Dejlig hård udenpå, og så har du alligevel formået at få den så fin og blød indeni! Hvordan i alverden har du båret dig ad? Ummmmm! Nu bliver det endelig jul!
