Gider du blive gammel?

… Så læs lige først
Ulemper ved at være gammel:
1. Det bliver umuligt at tage en sok på, mens man står på det andet ben
2. Får man en muskelskade, varer det fire måneder, inden det er groet sammen igen. Måske.
3. Man bliver usynlig, når unge mennesker er i nærheden
4. Man regnes ikke længere for det, man er; muligvis dog for det, man var
5. Man er en gammel gris, hvis man kigger efter kvinder
6. Man kan ikke altid huske hvortil, man er kommet
7. Man hører ikke hjemme på en festival, Thy-Rock eller lignende. Knap nok Alive.
8. Man sidder yderst på bænken.
9. Man ser dum ud med ring i næsen eller tatos om halsen
Fordele ved at være gammel:
1. En gang imellem bliver man tiltalt med De og behandlet meget høfligt. Der står … en gang imellem
2. Hvis man kløjs i det digitale, er man undskyldt
3. Man kan være på Facebook uden at skamme sig - og nøjes med at oplyse fødselsdato uden årstal
4. Banken kender én
5. Lægen kender én
6. Fysioterapeuten kender én
7. Apoteket kender én
8. Man bliver ikke set skævt til, når man køber 6 flasker vin. Herregud, man har nok ikke så langt igen alligevel
9. Man kan se fjernsyn om aftenen
10. Man kan gå på biblioteket eller til opera, uden at det virker mærkeligt
11. Ingen ser skævt til én, hvis man køber et hotelophold hos Spot-Deal med gastronomi-mad og -vin samt suite midt i ugen
12. Ældre damer kan være tiltrækkende … selv om …
13. Man behøver ikke at være tatoveret for at se sej ud
En interessant side af gammeltilværelsen er en fornyet interesse for historien. Både den nære personlige, hvor man har sin egen krønike - og den samfundsskabte.
Især den sidste kan findes mange steder: I museet, på biblioteket, hos Thisted Lokalarkiv, som de tre af billederne kommer fra, ligesom TV fra tid til anden sender historiske klip fra nær og fjern.

Noget gammelt, der ikke ses mere
1924. Carl Hansens første bil var en Citroen, der blev kaldt Kløverblad. Findes den endnu?

Alle på billedet er døde
Her er alt enormt gammelt, ja, et gæt ville være mindst 100 år. Ingen af personerne på billedet lever længere; bilen formentlig heller ikke. Allerede dengang så den træt ud.

Noget gammelt, der ikke eksisterer længere
Politistation på Frederikstorv set fra Frederikstorv. Foto Klaus Madsen.

Noget gammelt, der heller ikke eksisterer længere
Arresten, Thisted. Foto Klaus Madsen.
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive.
THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord.
Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog.
På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Et øjeblik …
