Når vi selv er der, er den naturligvis slået fra. Forleden nat lød alarmen klokken lidt i 3. Jeg fór op, fiskede i mangel på peberspray min peberdåse med stødt, fint peber frem, skruede låget af og var klar til kamp.
Fruen sov sødeligt. Så hun skulle absolut ikke vækkes. For så ville hun straks komme med gode råd, jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Sådan en alarm er ikke noget for kvinder.
Men så kom jeg i tanker om, at jeg jo havde slået alarmen fra. Hvorfor lød den så? Jeg skyndte mig ud, hvor den hænger på væggen og tastede kodecifrene og "reset". Intet skete. Så tænkte jeg: Du har ændret kodecifrene! Så tastede jeg nogle andre. Intet skete. Altså undtaget at alarmen lød højere end nogensinde. Det er en slags sirene, der kan høres over hele Nordjylland. Nogle af jer må have hørt den.

Tag den nu med ro, Finn, tænkte jeg og listede ind i seng og under dynen op over begge ører. Det hjalp ikke. Alarmen forsvandt ikke. Så tænkte jeg: Jeg river sgu ledningerne over til den fucking boks. Op igen og ud og rive ledninger over. Det hjalp ikke en nordjysk alarmcentral. Det er direkte demoraliserende, nedgørende og pensionistdræbende at stå der i underbukser i 2 graders varme og lytte til en alarm. Jeg blev efterhånden så rasende, at jeg tog fat i den ene boks på væggen og flåede den af, smed den ned på gulvet, trampede på den, råbte og skreg. Men alarmen fortsatte lige så bevidstløs som en minister med et tåbeligt forslag om lilleskoler.
Ind i stuen og tænke. Hvad kunne jeg gøre? Klokken nærmede sig 03.30, og søvn var et teoretisk begreb for mig. Jeg vandrede frem og tilbage til alarmhyleriet. Jeg lagde mig på sengen.
Klokken 04.30 listede jeg ud igen. Tænkte: AHA, oppe på loftet sidder de elektriske installationer. Dem ordner jeg. Det er naturligvis der, man kan slukke alarmen.
Op med stigen, skyde den tonstunge luge tilbage og kravle op, finde lys og kravle hen og slukke for alle de rare kontakter, en ad gangen. Ikke en virkede på alarmen. Ikke én.
Jeg slukkede lyset deroppe og kravlede ned igen. Gik ind i stuen og sparkede katten ad helvede til op på væggen. Nu har vi ikke kat, så jeg ved ikke, hvad jeg ramte. Klokken nærmede sig 05.00, og jeg nærmede mig det endelige sammenbrud.
Men det skulle blive værre endnu.