og den er pludselig gået denne nat. Ingen indbrudstyv er der at se, intet unormalt andet end at den meget høje alarm er begyndt. Og hvordan standser man den?

Klokken 06.00 fornemmede jeg en snarlig indlæggelse på Sct. Hans, hvis sådan en stadig eksisterede. Mit hoved summede af den skide alarm, alle de løse skruer oppe i hjernen for rundt i vanvittig fart og stødte ind i hinanden, alle tanker om orden og rettidig omhu og fanden og hans pumpestok var sendt til tælling af alarmen. Samtidig blev der koldere og koldere i huset; ingen af de elektriske radiatorer virkede længere.
Jeg kunne ikke ligge i seng, jeg kunne ikke sidde i stuen, jeg kunne faktisk kun gå rundt og rundt og fryse.
Klokken 06.45 ringede jeg til elektrikeren, der tog den med det samme.
Han havde formentlig ventet på det og lovede at indfinde sig til weekend-nat-tillægspris ++.
Du skal tænde for kontakterne oppe på loftet, hvis du vil have varme, sagde han. Alarmen er nok gået i gang, fordi batteriet er fladt. Jeg kommer, så hurtigt jeg kan!

Lige før han dukkede op, vågnede min søde og kærlige og helt igennem u-tekniske kone, der ikke har en skid forstand på sådan noget:
Finn, skal du ikke bare trykke på den knap, der sidder der i hjørnet?
Hvor?
Her.
Hun trykkede den ind, og alarmen tav.
Jeg smækkede hårdt med døren.
Mit sommerhus er nu billigt til salg. Gedigent, solidt, svensk tømmer helt igennem og … med indbrudsalarm med påskriften: "For din tryghed!"
- samt en dør, der skal repareres.