I de første år af Arthur og Bentes lykkelige ægteskab føjede de smukt og elegant deres ungdommelige vaner og uvaner sammen lig en lynlås, der kunne låse sammen fuldstændig gnidningsløst.


Det var en dejlig tid. Foråret var i sit fulde flor, og livet syntes uendeligt paradisisk. Godt nok var de af og til ude i diskussioner om dette eller hint, gerne små hverdagsting, men altid formåede de at finde en løsning.
 
For eksempel var hun ikke meget for kager og søde sager, omvendt var han ikke særligt begejstret for grønsager og fuldkornsbrød.

Men de klarede sig igennem på kompromisser, akkurat som politikerne.
Kompromiset her bestod i, at han undlod at spise kage, hvorved hun blev glad, og når hun var glad, var han også glad og kunne glæde sig til en på alle andre måder samarbejdsvillig medpart.
Af og til kunne hun med få, velvalgte ord berømme hans standhaftighed og holde sit standardforedrag om kagers skadelige virkninger, blandt andet stor mave og kort levetid, hvilket igen ville betyde længere alenetid til hende i deres sidste pensionistår sammen.
Arthur hørte altid tålmodigt på hende, tyggede længe på skvalderkålene og de let gratinerede gulerødder og nikkede de rigtige steder, idet han vidste af erfaring, at det var til hans fordel senere på aftenen. Hvis I forstår.

Tirsdage gik hun på kursus om eftermiddagen, og han sad hjemme efter arbejdet og læste avisen.
Det var her, at han fik den geniale, men dog skæbnesvangre idé, at han jo lige kunne smutte forbi bageren og købe sig en af de forbudte kager, for eksempel en napoleonskage eller en jordbærkage med masser af marcipan og flødeskum, og fordi han løb en tur hver morgen, kunne han nemt holde den slanke linje. Dermed ville Bente ikke opdage noget.

(Hvis du er blevet nysgerrig efter at læse afgørelsen på denne - geniale, men dog skæbnesvangre idé - må du klikke på linket herunder.)