Hvem spørger om din mening??
For nogen tid siden befandt vi os i et større selskab. Der findes kloge og vidende mennesker overalt. Når de er sammen med andre mennesker, udøser de deres viden over os og gør os klogere. Ikke sandt? Igen kom jeg til at tænke over, hvorfor vi er så gode til at fortælle, hvad vi selv mener, og hvorfor vi er så dårlige til at stille spørgsmål til andre?
Hvornår har du været til en fest, hvor din sidemand var mere interesseret i at høre, hvad du synes om politiet, indvandring eller kuglestøderen i stedet for selv at fortælle dig, hvad du bør vide om den sag?
Hvornår har du sidst mødt et menneske, der spurgte mere, end vedkommende selv fortalte?
Hvor tit har du mødt et menneske, der var interesseret i din mening? Ikke bare sådan: Hvordan har du det? for derefter straks at gå videre med egne synspunkter og idiosynkrasier.
Måske sker det alt for sjældent. Måske er du en af dem, der hellere hører sig selv tale end lytte til andre?
Hvis du kan nikke delvist genkendende til det foranstående, bedes du næste gang, der er fest eller samvær i det stille finde ud af, hvor mange, der mest er optaget af at fortælle noget om sig selv, fortælle om egne holdninger, egne oplevelser, mig, mig, mig, og hvor mange, der - ganske overraskende - er interesseret i, hvad du synes om sagen.
Måske har du aldrig mødt nogen, der optog 80% af jeres tid sammen - med selv at snakke? Kunne det skyldes, at det var fordi, det var dig, der snakkede? Hvornår har du gidet lytte til en af de andre, fordi vedkommende havde noget at sige? Hvornår har du truffet den beslutning, at hans udsagn måske var lige så meget værd som dit? Har du tænkt over, hvis du er en af dem, der altid selv snakker og snakker, hvad de andre synes om det møde, I lige har haft?
Er du i tvivl, så spørg dine venner og bekendte og kolleger. Stil følgende spørgsmål: Synes I, at jeg snakker for meget? Synes I, at jeg spørger for lidt? Giv dem nu en chance, inden du tager ordet igen 😉
Du kan da prøve …
