Flat Preloader Icon Et øjeblik …

Skolegang i Skovsted i 50´erne (3 af 10)

af | sep 14, 2025 | Artikler, Debat, Fællesskab, Gamle Dage

Ejvind Thomsen fortæller om sin barndom i skovsted

Jeg gik 7 år i Skovsted Skole fra 1950 til min konfirmation 1957.
Det første år gik vi i skole om formiddagen hveranden dag, men fra mit 10. år gik vi i skole hele dagen også om lørdagen. Om sommeren skulle vi hjælpe hjemme på gården, og her gik vi i skole hveranden dag.
I frikvartererne spillede vi drenge fodbold, medmindre der var sne på banen. Så kælkede vi oppe fra skolen, der lå på en bakke, ned over vejen og langt ud på engen, og så varede det lang tid, inden vi kom tilbage. Når vi så, at læreren kom for at kalde os ind til time, skyndte vi os at tage en ekstra tur.
Morgenen startede altid med religion, og vi skulle kunne salmevers udenad. Kneb det med at huske dem, fik vi skældud af læreren og skulle oven i købet høres i flere vers næste dag! Jeg hadede det!
Af skolefagene kunne jeg godt lide regning, dansk og geografi, syntes danmarkshistorien var lidt kedelig, men religion og salmevers fangede mig aldrig. Første time gik altid med det, – fordi vores lærer hældede til indre mission og var kirkesanger?

Snart var jeg færdig med at gå i Lille Klasse og skulle nu mellem mit 10. og 14. år i Store Klasse.
Alt var jo næsten det samme i Store Klasse, dog blev regnehæfterne lidt sværere; jeg havde ikke besvær med regning eller dansk, men fik aldrig øjnene op for religion og salmevers, selv om det fyldte på skoleskemaet.
Det var nogle store børn, som gik i Store Klasse, syntes jeg, og som vi skulle gå i klasse med, for der gik de 13-14årige, som skulle konfirmeres næste forår. Pigerne var i overtal og meget dominerende, det var læreren ligeglad med …, så da det blev vinter, og der kom sne, overfaldt de store piger os og vaskede os i sne, – det var en hård behandling, og jeg glemmer det aldrig, – selve synet af store tykke piger med meget store bryster, måske var jeg lille af min alder, at de så så voldsomme ud? Tanken kan stadigvæk give mig mareridt.

06.04.1968:  Ternevej 3, det første hus der stod færdig på Ternevej. Den dag blev Ulla og Ejvind gift og samtidig husejere! Det var også hans 25 års fødselsdag!

2025: Her er han så i dag! 82 år og golfspiller og aktiv på mange fronter. Og ikke længere så bange for de store piger …

Forfatter

  • Ejvind Thomsen er født i 1943 og opvokset i Skovsted på en gård. Hans barndom har for en stor dels vedkommende været knyttet til denne gård og det arbejdsfællesskab der, som han gennem sin barndom har bidraget særdeles meget til. Var produktionsleder 10 år på Hellesens og 20 år på Coloplast. Han spiller golf, cykler, går ture og i motionscenter.

    Vis alle indlæg

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *