Bryggerivej førhen

Bryggerivej førhen

1905: Bryggerivej set mod fjorden, med Thisted Bryghus til højre og villaen Hvidholt, bygget som bolig for direktøren på bryghuset, til venstre i baggrunden.

Alle billeder er fra Thisted Lokalarkiv

Med forskellige fotografer, bl.a. V Langballe, Gunnar og Tage Jensen

1970

Huset er bygget som bolig for direktøren på bryghuset. Senere bolig for kredsdyrlægen. Blev i 1970-erne og 80-erne drevet på privat basis som hjem for misbrugere og hjemløse. Nedbrændte omkring 1990, under mystiske omstændigheder. Resterne nedrevet for at give plads til P-plads ved Thisted Bryghus. Personen på billedet er ukendt.
14-12-2017 Malene :
Manden på billedet hed Jørgen Schlein og var søn af Doris og Eigil Knudsen der drev troeshjemmet Hvidholt fra 80’erne og frem til det brændte.
11-07-2019  Majken Gjermandsen:
Hej,
Manden på billedet var ikke søn af mine bedsteforældre Doris og Eigil Knudsen, men deres svigersøn - gift med min faster Majbritt.
Venlig hilsen Majken

Når man er hjælpsom …

Når man er hjælpsom …

Både kongen og statsministeren gjorde opmærksom på danskernes værdier. Til at være opmærksomme på hinanden. det med at se på andres behov for hjælp.

Ikke alle danskere har hørt de to taler. 

 

En ca. 65-årig herre står og fodrer flaskeautomaten i en butik i Thisted. Han har en stor sæk med; der er mange pantflasker. En af dem har en bule, og den vil automaten ikke godkende. Med en ed smider han den på gulvet og fortsætter med de andre fra sækken.
Ind træder en herre på ca. 75. Han samler en hensmidt plastikpose op fra gulvet og lægger den i affaldskurven. Så får han øje på plastikflasken på gulvet.
– Hvad har den gjort, spørger han den 65-årige.
– Den vil ikke godkende flasken, svarer han og peger på automaten. – Den har en bule, jeg ikke kan slå væk.
– Jo, jo. Nu skal du bare se.
Den 75-årige samler flasken  op, skruer låget af og puster ned i flasken, der med et plop kvitterer ved at udligne bulen, så der ingen bule er længere.
– Se, siger han og putter flasken ind i automaten, der nu gerne vil tage imod.
Den 65-årige siger ingenting. Han smider de sidste flasker ind, tager imod sin bon og forlader rummet. Uden et ord.
– Måske er "tak"  et alt for stort ord for ham, bemærker din udsendte flaskeredaktør.
– Tja. Nogle gange, siger den 75-årige med et smil og trækker på skulderen.

Kommunalvalg 2025

Kommunalvalg 2025

Vi kalder det folkestyre. Det gør vi, fordi vi hvert fjerde år kan stemme på de kandidater, der selv ønsker at stille op, og som er godkendt af deres partier. Disse kandidater tager politiske valg og bestemmer over din kommune de næste fire år.
Det er formentlig den mindst ringe måde at regere et land på. Enig?

Når du stemmer, har du hermed fire års ret til at brokke dig, kritisere og rose og klappe på skulderen, afhængigt af din sindstilstand.
De folkevalgte skal stå model til mange ting, og ikke alt er lige behageligt. Men en ærlig snak om holdninger gavner alle og kan måske få den folkevalgte til at ændre kurs på et område, DU synes.
Det er derfor afgørende, at DU udnytter din demokratiske ret til at være med til at bestemme, HVEM du ønsker, skal repræsentere dig på rådhuset og tage de beslutninger, som er nødvendige.

Så derfor er det oplagte: Gå nu hen og stem!

Uanset snue må du af sted!

Om dårlig lugt på gæsteværelset!

Om dårlig lugt på gæsteværelset!

Karl og Erika er sådan nogle ordentlige mennesker. Sådan nogen, der aldrig kunne finde på at smide et stykke papir på gaden, selv om de er ved at spise en is og ikke lige har en skraldespand i nærheden. De har en tydelig arbejdsfordeling: Hun laver mad, og han passer bilen og hunden.

Til gengæld gør hun rent derhjemme, og Karl ordner haven, så på den måde er alt i den skønneste orden.

En morgen kommer Erika ind til Karl, der sidder med resten af morgenkaffen og læser avis. Hunden, King, er som sædvanlig ude i  hundehuset.
– Kom lige med, siger Erika med den der stemme, der ikke tåler modsigelse.
– Ja, ja, hvad er der så, brummer Karl og søger at skjule sin irritation. Han er lige ved at læse en spændende artikel om det danske fodboldlandshold.

Karl går efter Erika ind på gæsteværelset.
– Kan du ikke lugte det, spørger Erika og sætter hænderne i siden. – Nu har jeg i -, ja, siden i går morges i hvert fald, mindst to dage syntes, at noget var galt, at der var noget, der lugtede i vores hus her. Indtil i morges, da jeg tilfældigt stak hovedet herind, hvor vi ellers aldrig kommer, og så …
Han snuser indædt og nikker langsomt:
– Jo, indrømmer han, – den er godt nok stram!
– Ja, det lugter simpelthen sådan af lort, og vi ved jo, at King aldrig kommer herind.

Hun kigger strengt på Kart, som om det er ham, der er den direkte gerningsmand. Der går omkring fem sekunder, før Karl pludselig gribes af en for ham sjældent set energi med baggrund i en ikke så ofte set selverkendelse. Han river skabsdøren op og flår sin vindjakke ud. Tager hånden ned i højre lomme og trækker en plastikpose frem. I plastikposen befinder sig et stk. hundehømhøm i en noget forældet tilstand.
– Jeg har simpelthen glemt at smide posen i skralderen, da vi kom hjem i forgårs fra hundelufterturen! Jeg plejer jo ellers altid at huske det …
– Du får lige luftet ud og smidt det der ud.

Med disse egentligt så totalt unødvendige, ja, ligefrem overflødige ord marcherer Erika ud af gæsteværelset.

Om at møde en måleraflæser i 1973 (2 af 2)

Om at møde en måleraflæser i 1973 (2 af 2)

Jeg er havnet i en dum situation. Lige trådt ud af badet efter en løbetur, trådt ud nøgen, altså helt nøgen, ville jeg have en bajer i køkkenet. I det samme går yderdøren op, og ind træder måleraflæseren, en kvinde. Hun afskærer mig tilbagetoget fra stuen til soveværelset, så jeg kunne få tøj på. Så her står jeg - eller rettere, gemmer mig.

2. del

Jeg gjorde mig klar til at snige mig ud i køkkenet, hvis hun kunne finde på at banke her ind til stuen. Bank, bank, lød det på samtlige døre i gangen. Vi skal nok have en fem-seks stykker.
Og så bankede det på døren herind.
Jeg sprang op, flåede køkkendøren op og søgte ly der. Stadigt på hug, så jeg ikke også kunne ses fra vinduet.
- Hallo? lød det i stuen.
Nu var det værste, at målemosteren fandt på at gå gennem stuen og ud i køkkenet igen og på den måde afspærre mig tilbagetoget. Men så ville mit modtræk være at fortrække til gangen og derfra hoppe over i soveværelset. Altså hvis hun kom denne vej.
Men det gjorde hun ikke. Jeg gættede, at hun nu gik tilbage ud i gangen og derfra ud i det fri og væk. Helt væk! Hun burde køre helt ud til Vesterhavet og fortsætte til England.
Så jeg åbnede forsigtigt døren ind til stuen igen og kikkede ind ved at stikke hovedet frem på siden af døren. Der stod hun.
- Ja, god dag, nå der er I, er du alene, nå, jeg mente nok, jeg så et eller andet, men jeg var ikke helt sikker. Må jeg få lov at aflevere en regning?
- Jo, jo, stammede jeg skjult bag døren. Gør det endelig! Kan du ikke lægge den der på bordet? Jeg pegede.
- Jeg skal altså helst have penge med.
- Nå, for pokker.
Måleraflæseren stod lidt. Jeg gjorde jo det samme lige bag døren med ansigtet stikkende frem. Jeg ved ikke, hvad hun forventede. Eller overvejede. Hun kunne eksempelvis bare gå ud og aflæse den fandens måler.
- Nå, sagde hun. - Hvad så?
- Ja, du bliver nødt til at blive stående der, for jeg skal altså ind på soveværelset og have tøj på.
- Det gør jeg bare.
Men hun stod med fri udsigt til gangen, og den skulle jeg jo just passere.
- Kan du ikke sætte dig her til bordet?
- Nej, det skal du da ikke tænke på. Jeg står så udmærket her.
Så opgav jeg. Jeg blev ligeglad, gik gennem køkkenet over gangen og ind på soveværelset, hev noget tøj på kroppen, fandt pengene og gik igen ind i stuen og gav hende dem.
- Værsgo.
- Tak for det, unge mand. Her er en kvittering.
- Tak. Ja, men så farvel.
- Farvel. Øh, er der et bedre tidspunkt for mig at komme næste gang?
- Nej, det er såmænd godt nok.
Jeg tænkte, at næste gang låser jeg yderdøren.
Så gik hun ud i gangen, og jeg lukkede døren ind til køkkenet igen, hvorfra jeg afventede hendes afgang fra matriklen.
Omsider kunne jeg med et lettelsens suk se hendes hårtot vippe op og ned ude i indkørslen - og væk.