Når man er hjælpsom …
Kommunalvalg 2025
Vi kalder det folkestyre. Det gør vi, fordi vi hvert fjerde år kan stemme på de kandidater, der selv ønsker at stille op, og som er godkendt af deres partier. Disse kandidater tager politiske valg og bestemmer over din kommune de næste fire år.
Det er formentlig den mindst ringe måde at regere et land på. Enig?
Når du stemmer, har du hermed fire års ret til at brokke dig, kritisere og rose og klappe på skulderen, afhængigt af din sindstilstand.
De folkevalgte skal stå model til mange ting, og ikke alt er lige behageligt. Men en ærlig snak om holdninger gavner alle og kan måske få den folkevalgte til at ændre kurs på et område, DU synes.
Det er derfor afgørende, at DU udnytter din demokratiske ret til at være med til at bestemme, HVEM du ønsker, skal repræsentere dig på rådhuset og tage de beslutninger, som er nødvendige.
Så derfor er det oplagte: Gå nu hen og stem!
Uanset snue må du af sted!
Om dårlig lugt på gæsteværelset!
Karl og Erika er sådan nogle ordentlige mennesker. Sådan nogen, der aldrig kunne finde på at smide et stykke papir på gaden, selv om de er ved at spise en is og ikke lige har en skraldespand i nærheden. De har en tydelig arbejdsfordeling: Hun laver mad, og han passer bilen og hunden.
Til gengæld gør hun rent derhjemme, og Karl ordner haven, så på den måde er alt i den skønneste orden.
En morgen kommer Erika ind til Karl, der sidder med resten af morgenkaffen og læser avis. Hunden, King, er som sædvanlig ude i hundehuset.
– Kom lige med, siger Erika med den der stemme, der ikke tåler modsigelse.
– Ja, ja, hvad er der så, brummer Karl og søger at skjule sin irritation. Han er lige ved at læse en spændende artikel om det danske fodboldlandshold.
Karl går efter Erika ind på gæsteværelset.
– Kan du ikke lugte det, spørger Erika og sætter hænderne i siden. – Nu har jeg i -, ja, siden i går morges i hvert fald, mindst to dage syntes, at noget var galt, at der var noget, der lugtede i vores hus her. Indtil i morges, da jeg tilfældigt stak hovedet herind, hvor vi ellers aldrig kommer, og så …
Han snuser indædt og nikker langsomt:
– Jo, indrømmer han, – den er godt nok stram!
– Ja, det lugter simpelthen sådan af lort, og vi ved jo, at King aldrig kommer herind.
Hun kigger strengt på Kart, som om det er ham, der er den direkte gerningsmand. Der går omkring fem sekunder, før Karl pludselig gribes af en for ham sjældent set energi med baggrund i en ikke så ofte set selverkendelse. Han river skabsdøren op og flår sin vindjakke ud. Tager hånden ned i højre lomme og trækker en plastikpose frem. I plastikposen befinder sig et stk. hundehømhøm i en noget forældet tilstand.
– Jeg har simpelthen glemt at smide posen i skralderen, da vi kom hjem i forgårs fra hundelufterturen! Jeg plejer jo ellers altid at huske det …
– Du får lige luftet ud og smidt det der ud.
Med disse egentligt så totalt unødvendige, ja, ligefrem overflødige ord marcherer Erika ud af gæsteværelset.
Om at møde en måleraflæser i 1973 (2 af 2)
Jeg er havnet i en dum situation. Lige trådt ud af badet efter en løbetur, trådt ud nøgen, altså helt nøgen, ville jeg have en bajer i køkkenet. I det samme går yderdøren op, og ind træder måleraflæseren, en kvinde. Hun afskærer mig tilbagetoget fra stuen til soveværelset, så jeg kunne få tøj på. Så her står jeg - eller rettere, gemmer mig.
2. del
Jeg gjorde mig klar til at snige mig ud i køkkenet, hvis hun kunne finde på at banke her ind til stuen. Bank, bank, lød det på samtlige døre i gangen. Vi skal nok have en fem-seks stykker.
Og så bankede det på døren herind.
Jeg sprang op, flåede køkkendøren op og søgte ly der. Stadigt på hug, så jeg ikke også kunne ses fra vinduet.
- Hallo? lød det i stuen.
Nu var det værste, at målemosteren fandt på at gå gennem stuen og ud i køkkenet igen og på den måde afspærre mig tilbagetoget. Men så ville mit modtræk være at fortrække til gangen og derfra hoppe over i soveværelset. Altså hvis hun kom denne vej.
Men det gjorde hun ikke. Jeg gættede, at hun nu gik tilbage ud i gangen og derfra ud i det fri og væk. Helt væk! Hun burde køre helt ud til Vesterhavet og fortsætte til England.
Så jeg åbnede forsigtigt døren ind til stuen igen og kikkede ind ved at stikke hovedet frem på siden af døren. Der stod hun.
- Ja, god dag, nå der er I, er du alene, nå, jeg mente nok, jeg så et eller andet, men jeg var ikke helt sikker. Må jeg få lov at aflevere en regning?
- Jo, jo, stammede jeg skjult bag døren. Gør det endelig! Kan du ikke lægge den der på bordet? Jeg pegede.
- Jeg skal altså helst have penge med.
- Nå, for pokker.
Måleraflæseren stod lidt. Jeg gjorde jo det samme lige bag døren med ansigtet stikkende frem. Jeg ved ikke, hvad hun forventede. Eller overvejede. Hun kunne eksempelvis bare gå ud og aflæse den fandens måler.
- Nå, sagde hun. - Hvad så?
- Ja, du bliver nødt til at blive stående der, for jeg skal altså ind på soveværelset og have tøj på.
- Det gør jeg bare.
Men hun stod med fri udsigt til gangen, og den skulle jeg jo just passere.
- Kan du ikke sætte dig her til bordet?
- Nej, det skal du da ikke tænke på. Jeg står så udmærket her.
Så opgav jeg. Jeg blev ligeglad, gik gennem køkkenet over gangen og ind på soveværelset, hev noget tøj på kroppen, fandt pengene og gik igen ind i stuen og gav hende dem.
- Værsgo.
- Tak for det, unge mand. Her er en kvittering.
- Tak. Ja, men så farvel.
- Farvel. Øh, er der et bedre tidspunkt for mig at komme næste gang?
- Nej, det er såmænd godt nok.
Jeg tænkte, at næste gang låser jeg yderdøren.
Så gik hun ud i gangen, og jeg lukkede døren ind til køkkenet igen, hvorfra jeg afventede hendes afgang fra matriklen.
Omsider kunne jeg med et lettelsens suk se hendes hårtot vippe op og ned ude i indkørslen - og væk.
Om at møde en måleraflæser i 1973 (1 af 2)
1. del
Dejligt med et brusebad. Jeg trådte ud, rystede mig og strøg vandet af. Badehåndklædet duftede frisk som jeg selv, og jeg tænkte, jeg lige ville supplere med en øl fra køleskabet. Jeg var 25 år, nygift og var i gang med at erobre verden.
Efter sådan en løbetur kan man også være for sund, så en god, dansk ølbajer ville være prikken over en rigtig fin start på sommerferien.
Jeg smed håndklædet over tørreren og bappede på bare tæer ud i køkkenet. Tog en øl i køleskabet og famlede i skuffen efter oplukkeren, da en skygge gled forbi vinduet.
Satan og helvede! Besøg på dette tidspunkt? Konen var på arbejde, så ingen burde dukke op nu.
Jeg dykkede ned under karmhøjde og forelagde residensen ind i stuen. Sad der splitternøgen, og splitternøgen betyder altså her i Jylland, at man ikke har tøj på, på hug bag spisebordet, for det store vindue ud mod gaden var som et tre-dimensionelt lærred til en bedre biografforestilling. Heldigvis kom der ikke mange mennesker forbi på denne tid af dagen.
Bortset fra Laura, der som plejemor to gange om dagen skulle lufte sin fem børn, og de kom netop meget langsomt forbi, mens børnene pegede og spurgte.
De gloede ind ad vinduet og pegede og sagde en hel del, og da Laura også gloede ind og fik øje på mig, svarede hun dem meget hurtigt og pegede væk fra huset på noget pludselig interessant derovre.
Irriterende at sådan nogle stuevinduer skal gå så langt ned til gulvet.
Det bankede på yderdøren. To gange. Så åbnedes den.
- Hallo? lød en damestemme, som jeg genkendte som måleraflæserens. Det var for nogle år siden, hvor man ikke selv blev betroet at aflæse tallene, og den digitale aflæsning var slet ikke indført. Faktisk var der slet ikke noget, der hed digitalt.
Jeg vidste fannemer ikke, at just i dag var der måleraflæsning på Multevej.
Rædslen stod ud af alle min porer. Hun var kendt for at overvinde enhver modstand mod måleraflæsning. Hun havde den stædigste og mest vedholdende personlighed i hele byen, efter hvad folk sagde. Rygterne florerede.
Vores måler sad uheldigvis indenfor, hvilket jeg hele tiden havde påpeget var uheldigt. Meget uheldigt. Men min kone havde affejet mig med, at jeg var pjattet.
- Det betyder da ikke noget, herregud.
- Hvad så med at få nogle store gardiner, så man kan bo og leve her uden at føle sig overbegloet af hele gaden?
- Der er sgu da ingen, der gider at glo på dig alligevel, sagde hun med en høj og frastødende latter.
Selv ville hun aldrig kunne finde på at vise sine svulmende yndigheder frem på samme måde. Nej, nej, uha da.
Nu sad jeg altså så her på hug uden tøj på kroppen. Jeg var et nøgent menneske.
Fandens, at jeg absolut skulle have den øl uden at gide tage tøj på først.
Man troede jo nok, at i ens eget hjem kunne den slags tillades. Nej, nej. Det var ikke tilladt.
Hvorfor fanden læste hun ikke bare den måler af? Den hang jo i entreen, og det vidste hun alt om.
- Hallo? lød det nu højere. - Er der nogen hjemme?
Man skulle tro, hun kunne forstå, at når ingen svarede, var det nok, fordi der ikke var nogen hjemme. Når yderdøren er åben, kunne hun jo bare gå i gang med den måleraflæsning. For helvede.
Nu bankede hun på køkkendøren, og med skrækken stående listede jeg døren i her ind til stuen så lydløst som muligt. For jeg sad jo lige foran den.
Døren ind til køkkenet åbnede knirkende.
- Hallo, er der nogen? sagde hun igen. - Hallo?
Nu kunne jeg da slet ikke give mig til kende.
Skulle jeg rejse mig med hånden dækkende vitale dele af legemet og sige:
- Hej, hej. Jeg står lige her og skal til at ha´ en øl. Vil du ha´ en med? Åh ja, hæ, hæ, tøj har jeg ikke lige fået på, hæ, hæ.
Den ville ikke gå.
Hun lukkede gudskelov døren igen.
Jeg lyttede efter at høre yderdørens sædvanlige klemt, men lyden kom ikke. Derimod gik målerlæseren nu ihærdigt i gang med at banke på alle de døre, der var ude i gangen. Det betød, at hun til sidst ville ende her inde i stuen. Hvad ville den gamle heks mig?