Om at møde en måleraflæser i 1973 (1 af 2)

Om at møde en måleraflæser i 1973 (1 af 2)

af | 13. nov 2025 | Artikler, Humør, Samfund

1. del

Dejligt med et brusebad. Jeg trådte ud, rystede mig og strøg vandet af. Badehåndklædet duftede frisk som jeg selv, og jeg tænkte, jeg lige ville supplere med en øl fra køleskabet. Jeg var 25 år, nygift og var i gang med at  erobre verden.
Efter sådan en løbetur kan man også være for sund, så en god, dansk ølbajer ville være prikken over en rigtig fin start på sommerferien.
Jeg smed håndklædet over tørreren og bappede på bare tæer ud i køkkenet. Tog en øl i køleskabet og famlede i skuffen efter oplukkeren, da en skygge gled forbi vinduet.
Satan og helvede! Besøg på dette tidspunkt? Konen var på arbejde, så ingen burde dukke op nu.
Jeg dykkede ned under karmhøjde og forelagde residensen ind i stuen. Sad der splitternøgen, og splitternøgen betyder altså her i Jylland, at man ikke har tøj på, på hug bag spisebordet, for det store vindue ud mod gaden var som et tre-dimensionelt lærred til en bedre biografforestilling. Heldigvis kom der ikke mange mennesker forbi på denne tid af dagen.
Bortset fra Laura, der som plejemor to gange om dagen skulle lufte sin fem børn, og de kom netop meget langsomt forbi, mens børnene pegede og spurgte.
De gloede ind ad vinduet og pegede og sagde en hel del, og da Laura også gloede ind og fik øje på mig, svarede hun dem meget hurtigt og pegede væk fra huset på noget pludselig interessant derovre.
Irriterende at sådan nogle stuevinduer skal gå så langt ned til gulvet.
Det bankede på yderdøren. To gange. Så åbnedes den.
- Hallo? lød en damestemme, som jeg genkendte som måleraflæserens. Det var for nogle år siden, hvor man ikke selv blev betroet at aflæse tallene, og den digitale aflæsning var slet ikke indført. Faktisk var der slet ikke noget, der hed digitalt.

Jeg vidste fannemer ikke, at just i dag var der måleraflæsning på Multevej.
Rædslen stod ud af alle min porer. Hun var kendt for at overvinde enhver modstand mod måleraflæsning. Hun havde den stædigste og mest vedholdende personlighed i hele byen, efter hvad folk sagde. Rygterne florerede.
Vores måler sad uheldigvis indenfor, hvilket jeg hele tiden havde påpeget var uheldigt. Meget uheldigt. Men min kone havde affejet mig med, at jeg var pjattet.
- Det betyder da ikke noget, herregud.
- Hvad så med at få nogle store gardiner, så man kan bo og leve her uden at føle sig overbegloet af hele gaden?
- Der er sgu da ingen, der gider at glo på dig alligevel, sagde hun med en høj og frastødende latter.
Selv ville hun aldrig kunne finde på at vise sine svulmende yndigheder frem på samme måde. Nej, nej, uha da.
Nu sad jeg altså så her på hug uden tøj på kroppen. Jeg var et nøgent menneske.
Fandens, at jeg absolut skulle have den øl uden at gide tage tøj på først.
Man troede jo nok, at i ens eget hjem kunne den slags tillades. Nej, nej. Det var ikke tilladt.
Hvorfor fanden læste hun ikke bare den måler af? Den hang jo i entreen, og det vidste hun alt om.
- Hallo? lød det nu højere. - Er der nogen hjemme?
Man skulle tro, hun kunne forstå, at når ingen svarede, var det nok, fordi der ikke var nogen hjemme. Når yderdøren er åben, kunne hun jo bare gå i gang med den måleraflæsning. For helvede.
Nu bankede hun på køkkendøren, og med skrækken stående listede jeg døren i her ind til stuen så lydløst som muligt. For jeg sad jo lige foran den.
Døren ind til køkkenet åbnede knirkende.
- Hallo, er der nogen? sagde hun igen. - Hallo?
Nu kunne jeg da slet ikke give mig til kende.
Skulle jeg rejse mig med hånden dækkende vitale dele af legemet og sige:
- Hej, hej. Jeg står lige her og skal til at ha´ en øl. Vil du ha´ en med? Åh ja, hæ, hæ, tøj har jeg ikke lige fået på, hæ, hæ.
Den ville ikke gå.
Hun lukkede gudskelov døren igen.
Jeg lyttede efter at høre yderdørens sædvanlige klemt, men lyden kom ikke. Derimod gik målerlæseren nu ihærdigt i gang med at banke på alle de døre, der var ude i gangen. Det betød, at hun til sidst ville ende her inde i stuen. Hvad ville den gamle heks mig?

Læs den fascinerende afslutning i morgen

Om at få nye FaceBookvenner

Om at få nye FaceBookvenner

af | 29. okt 2025 | Artikler, Samfund

Når jeg møder en venneanmodning på Facebook, ser jeg altid på, om vi har fælles venner. Har vi det, er alt i orden, for jeg stoler på, at mine FB-venner kender DERES venner. Forleden var jeg ude for en venneanmodning fra en person, der kun havde to FB-venner. Nå, ja, han var måske lige startet, så jeg hængte min hat på det faktum, at jeg også var ven med den anden FB-ven, han havde. Og ham stolede jeg på.

Desværre gik det ikke helt så glat. Læs uddragene her nedenunder og fortæl mig, om jeg er overdrevent hysterisk eller blot almindelig skeptisk (det, JEG skriver, er hvidt med blå baggrund) …

- således prøver han mere eller mindre desperat - og forgæves - at overbevise mig …

… og jeg har overhovedet ikke deltaget i nogen form for lotteri eller andet, hvor jeg kunne vinde penge. Hvis det ikke er svindel, - hvad  kalder man det så?

For god ordens skyld spurgte jeg lige min ChatGPT, som svarede:

🧾 1. Hvad er Department of Health and Human Services (HHS)?

Det er et offentligt ministerium i USA, der svarer til vores Sundhedsministerium.
De arbejder med:

  • folkesundhed, sygesikring, medicin og forskning

  • og administrerer programmer som Medicare og FDA (lægemiddelkontrol).

👉 De uddeler aldrig penge til privatpersoner, heller ikke til udlændinge — og slet ikke via e-mail, SMS, Messenger eller sociale medier.

⚠️ 2. “Du har vundet penge…” = svindel

Hvis du har fået en besked (typisk med logo, underskrift eller reference til HHS eller en “Federal Agent”), så er det 100 % svindel.
Kendetegnene er ofte:

  • de siger, du har “vundet” eller “fået tildelt” penge, uden du har deltaget i noget,

  • du skal betale et “gebyr” eller “frigørelsesafgift”,

  • eller de beder om ID, kontonummer eller koder.

Sådan noget skal du aldrig besvare og aldrig klikke på links i.

✅ Hvad du bør gøre:

  1. Slet beskeden eller mailen.

  2. Hvis du har klikket på noget:

    • Skift straks din adgangskode (fx til e-mail og Facebook).

    • Kør evt. en sikkerhedskontrol på dine enheder.

  3. Du kan også videresende svindelmailen til
    👉 phishing@politi.dk

 

Ekspedienter har blå skjorter

Ekspedienter har blå skjorter

af | 11. feb 2025 | Artikler, THY

Jeg står hos Garant Tæpper og betragter en tæppebunke foran mig. Bag bunken står en ældre tætpakket dame. Pludselig affyrer hun ord, mens hun insisterende peger på det nederste tæppe:
– Kan du ikke lige løfte de øverste, så jeg kan se den her?
Jeg tager hænderne op af lommen og siger forbavset:
– Jo, gerne, men …
– Jeg har jo ikke tid hele dagen, siger hun med smalle læber, mens hun sætter hænderne i siden og løfter antiluftskytset og blikket mod mig, der er glad for de to meter tæpper, der ligger mellem mig og hende …
– Jeg er faktisk også kunde her i forretningen, smiler jeg til hende.
– Øh, er du ikke …
Jeg har forstået. Jeg øjner en ekspedient bag hende, der har samme slags blå skjorte på som mig.
Den ældre dame ændrer sig på 0,2 sekunder, slår beklagende ud med hænderne, sænker panserraketterne, smiler og siger i en anden tone:
– Nej, det må du altså virkelig undskylde. Jeg troede, du var ansat her. Nej, undskyld.
– Men jeg kan nu godt alligevel løfte disse tæpper, for jeg går til Fitness.

Protesturo

Protesturo

af | 6. feb 2025 | Artikler, Historie, Humør, Sundhed

Mød med fuld blære, stod der i indkaldelsen fra sygehuset. Jeg havde derfor drukket rigeligt hele formiddagen. Nu begyndte det at stramme til.
I receptionen stod jeg og trippede, mens damen pegede.
– Følg den gule stribe.
Som et andet børnehavebarn fulgte jeg den malede streg på gulvet og var lige ved at støde frontalt ind i en uventet frodig kvinde. Et øjeblik glemte jeg blæren. Manisk gik jeg videre på den gule, drejede om et hjørne og var ved at støde ind i to modgående personer af forskelligt køn, der tilsyneladende skulle følge den grønne streg. Eller den røde?
I elevatoren pressede jeg hånden mod skridtet og lukkede øjnene.
Jeg kunne næsten ikke tappe mit CPR hurtigt nok ind på skærmen, og den kunne da heller ikke følge med, så jeg måtte gøre det om. Jeg krydsede benene imens og stønnede en lille smule.
– Så er jeg her, sagde jeg til skrankedamen.
– Velkommen til, sagde hun, – hvis du …
– Jeg har fyldt blære, afbrød jeg hende.
– Fint. Hvis du vil tage plads i venterummet, så går der ikke lang tid, så skal vi nok hente dig.
– Men jeg …
– Ja, det er fint. Det er den vej.
– Tak, opgav jeg.
I venterummet sad tre ældre herrer i hver sit hjørne. Jeg satte mig i det fjerde og smilede imødekommende trods de stadigt voksende smerter i skridtet.
Ingen sagde noget. På skift rørte vi lidt på os og ændrede på siddepunkterne. Tissetrangen var overvældende, næsten universel. Der hang et gammelt vægur, der ikke var fulgt med tiden. Fem minutter bagefter, konstaterede jeg. Tik-tak gjaldede i rummet.
Minutterne gik. Jeg løftede mig i sædet og hostede, men det var en dårlig idé. Der slap et bette skvæt ud. Pis! Hjemmefra var jeg så renvasket som aldrig før, og så kommer man alligevel ind og lugter af gammel mand.
De andre tre lod sig ikke mærke med noget.

Så sad vi der. For at få tankerne lidt væk, forsøgte jeg at fange den nærmestsiddende herres blik, men han stirrede hele tiden ud ad vinduet. Nede bag den store bygning var et offentligt toilet. Den skaldede ovre i hjørnet havde lukket øjnene. Hans højre hånd befandt sig permanent nede mellem benene. Den hvidhårede kiggede op på en reol med litteratur til adspredelse, hvor forsiderne stod udadvendt som på biblioteket. “Drypper du?”, “Inkontinens” og to store indrammede billeder, dels af en mand, der holdt sig i skridtet, dels en dame, der også holdt sig i skridtet. Skulle jeg højt komme med en bemærkning? “Det er da godt, de holder i eget skræv”.
Jeg sukkede. Det brændte i mine bukser, og jeg rynkede panden og lænede hovedet tilbage.
Pludselig gik døren op, og ind kom lægen for at hente mig. Jeg måtte være ude for et fata morgana, for selvfølgelig er det ikke lægen, der henter patienterne. Det var endnu en ældre, alvorlig herre med stok og drypvise bekymringer. Han nikkede raden rundt, og jeg benyttede lejligheden:
– Ja, det er en rigtig mandegruppe, det her.
Ingen reaktion. Jeg kunne stikke min mandegruppe skråt op i det rør, der hos mange af os hæmmer et ordentligt flow.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde længere og rejste mig og kiggede lidt på reolen. En mappe var slået op, og der stod:
Dansk Prostata Symptom Scoringsskema. Lige noget for os litterært interesserede uropatienter. Jeg havde den ene hånd i lommen, så jeg ugenert kunne trykke på rette sted og hindre yderligere skvæt.
Jeg krummede mig lidt sammen, lukkede ringbindet og skulle lige til at sætte mig, da jeg så titlen på ydersiden.
– Hæ, sagde jeg helt overvældet og meget højt, – se! Der mangler et i!
Nu så de alle op mod mappen. Et smil hos den skaldede og den ældre herre med stok bredte sig til lidt smågrin, der udviklede sig. Et par sekunder efter faldt ti-øren hos de sidste to.
Der stod DAN-PSS.
Lige der kom sygeplejersken og hentede mig.

Min surfende svigermor

Min surfende svigermor

af | 16. jan 2025 | Novelle af Finn Wilkens

Prebens svigermor var 85 og kunne godt tænke sig at prøve at surfe.
– Det er ikke for sådan nogle gamle nogen, prøvede Preben forsigtigt at indvende, mens han skelede lidt til svigermors ikke udpræget slanke korpus. – Og hvad med en våddragt? Det er ikke sikkert, man kan få én i din størrelse …

Han vidste godt, den var på kanten. Det kunne betyde reduceret fødselsdagsgave til ham, men han blev for pokker nødt til at få hende til at indse, at det var en dødssejler, det, hun var inde på.
Svigermor slog to fingerslag på brochuren.
– Det står, at det er for alle, ergo er det også for mig, insisterede hun, og derved blev det. Naturligvis.
– Jeg kan selv gå derned, hvis du ikke vil køre mig!

Preben holdt døren for hende, mens hun klappede rollatoren sammen og besværligt satte sig ind. Så drønede de af sted ned mod Surfstationen. Der var heldigvis ikke særligt mange mennesker på denne tid af dagen, og dem, der var der, var fortrinsvis tyske turister, og dem var han ligeglade med. Han spejdede horisonten rundt, men ingen steder så han nogen, han kendte. Gudskelov.
– Kom, sagde han til hende og hjalp hende ud af bilen. – Vi skal have et surfbræt. Skal det være et med sejl, og her blev hans mund helt skæv, – eller foretrækker du sådan at wavedive gennem bølgerne?

Han pegede på hylderne, hvor det ene blå og orange bræt stod efter det andet.
– Hold din mund og stik mig så det bræt der. Huevdaif! Hvad i alverden betyder det?
– Det er, når du bare lader dig glide gennem bølgerne styret af vinden og bølgebevægelserne.

Han kunne simpelthen ikke lade være med at fnise.
– Svigermor, er du nu også helt sikker på, at du vil det her?
– Hold din mund, Preben, eller jeg gør dig arveløs.

Det kunne nok få ham til at klappe i. Lige nu var han en del af testamentet, som hun ændrede fra tid til anden. Altid med tydelig information til ham om, hvor han stod, for han syntes, han havde fortjent at få noget af formuen. Hvorfor skulle Marianne have det hele som særeje, bare fordi hun var datter, når hun nu ikke gjorde nær så meget for den gamle havtaske. HAN havde bukket og skrabet for hende. HAN havde slået hendes græs, kørt ærinder for hende, spist hendes ulækre og alt for fede mad. Var han ikke efterhånden noget træt af at fedte sådan for hende? Et lille smil trak ind over hans ansigt. Ja, måske kunne han ligefrem slå flere fluer med samme smæk. Hvis hun kom for langt ud …

De fik lejet brættet, som han pustende slæbte ud af forretningen. Med svigermor under den anden arm trippede de den korte afstand ned til molen. Her startede han med at knappe hendes frakke ordentligt til, mens han rystede lidt på hovedet. Det ville sgu aldrig gå godt, det her. Han forklarede hende, hvordan hun skulle holde sådan på åren og passe på der og gøre det der og og og, indtil hun resolut tog surfbrættet, smed det i bølgerne og stillede sig op på det med åren i højre hånd. Bare sådan.
Med fare for at få saltsprøjt ind i sin åbne mund gloede han. Han var forlængst holdt op med at tænke logisk. Svigermor på surfbræt! Ha. Lige til “Danmark Rundt” på TV-Nord. Svigermor satte fra med et kraftfuldt åretag. Hun stod som en klippe. Det var blæst lidt mere op. Bølgerne rullede;  og hun rullede med. Preben rakte den ene arm i vejret:

– Stands!!, men forgæves. Hun kunne ikke høre en skid i den larm. Hun fik mere og mere fart på. Brættet skar sig vej hen over bølgerne. Den ene top efter den anden blev forceret. Fuldstændig ubegribeligt stod hun bare der. Åren havde hun smidt. Den ene hånd nonchalant i lommen. Som om hun aldrig havde bestilt andet. Preben tog sig til hovedet med begge hænder, så sig hjælpeløst om. Svigermor blev mindre og mindre. Til sidst var hun blot en lille prik langt ude. Preben gik i panik. Hvor var mobilen? Åh, nej, ikke det. Hjælp!

hængekøje

Var det ham selv, der råbte? Fuglekvidder, hønsekaglen og en mild sommervind vækkede ham. Han stirrede op i den kornblå himmel og snusede den herlige kløverduft ind. Hvad i alverden havde han lige drømt? Det var noget med svigermor og surf. Han rystede på hovedet. Hvor kunne man da drømme tåbeligt. Han løftede venstre arm. Nå, hold da op, så længe han havde blundet i den hængekøje. Så gabte han højt og inderligt.
– Preben! Skynd dig, Preben, kom Marianne pludseligt farende ud, – de har lige ringet. Mor er faldet i vandet nede ved Surfstationen.