Kære børnebørn!

Jeg har længe haft lyst til at skrive til jer. Hvorfor det, spørger I måske. Fordi det, jeg har lyst til at fortælle jer, ikke er noget, vi bare kan snakke om, når vi ellers mødes til jul eller fødselsdage. I ved knap, at MIN morfar var med i 1. V-krig fra 1914 til 1918. Han blev såret i slaget ved Somme, på lazaret og hjem. Heldige rad! Men han ville aldrig snakke om krigen, og jeg spurgte ham heller ikke ud om noget som helst. Hvorfor gjorde jeg ikke det?

Hvorfor spurgte jeg aldrig, hvordan han havde det, da han mistede sin 61-årige kone, da hun pludselig døde i 1961? Hvorfor spurgte jeg ikke, hvordan han havde det, da hans søn allerede som 40-årig døde i 1965? Hvordan var det at leve alene som ældre? Morfar levede alene fra 1965, til han døde en solrig majdag i 1972. En dag, hvor jeg sad eksamensvagt i skriftlig dansk i 9. klasse og pludselig blev kaldt op til telefonen på kontoret. For jeg havde ikke engang tid til at besøge ham på sygehuset. Og det er en ussel undskyldning, at jeg ikke vidste, at han var døende.

Hvorfor spurgte jeg aldrig min farfar – den anden tipoldefar, I har haft -, hvordan det var at være blind af grøn stær og så miste sin kone, da hun var 76 – i 1976? Hende, der hjalp ham med at være de øjne, han ikke kunne se med? Hvordan var det både at være lukket inde uden at kunne se og leve i bevidstheden om, at hans elskede gennem 50 år døde og dermed også var lukket ude – af ægteskabet? Min farfar levede alene fra 1976, til han døde som 97-årig i 1994. 18 år! Ham besøgte jeg heller ikke, da han lå på sit yderste. Ingen undskyldning rækker heller her.

Var jeg ufølsom? Var jeg for naiv, for umoden, for uengageret i andre menneskers liv? Var det derfor, at jeg aldrig fik stillet de spørgsmål, der senere har trængt sig på?

Det ligger i ungdommen, at netop fordi alderen ikke tynger, netop fordi man der er optaget af sin uddannelse, af at finde en kæreste, af at stifte hjem, af at finde sine egne ben, sit eget ståsted, sig selv … har man ikke også oveni tanker om de ældste medlemmer af familien.

Nu er jeg selv bedstefar og har ikke så lang levetid tilbage. Nu er det mig, der sidder i saksen. Og jeg kan kun se til, at I lever jeres liv og gør det fuldt ud, præcis som jeg selv gjorde det. Uden en eneste gang at overveje, at der kunne være spørgsmål, I godt ville have besvaret af mig, men som måske aldrig når frem i tide.

Kan jeg som bedstefar forlange mere af mine børnebørn, end min egen bedstefar kunne af mig? Måske. Jeg kan åbne døren lidt på klem og invitere jer indenfor. Sige, at det er nu, I skal spørge, hvis I har noget i tankerne. Det er nu, I skal stille de spørgsmål, der uvægerligt vil dukke op, den dag jeg er borte for evigt.

PS. Tak til Jonas for det, du spurgte mig om lige før familiemiddagen! Hvordan jeg havde mødt b-mor. Hvordan vi fandt sammen. Hvad der skete derefter. Du havde mange spørgsmål.
Og på vejen hjem efter familiefesten sagde b-mor: Kan du ikke holde op med det fløjten? Det plejer du da aldrig at gøre.

Kærlig hilsen

B-far

Han døde formentlig af prostatacancer i ca. 1957 som 86-årig, mens oldemor blev 102 år og døde ca. 1972.